Mie i Vietnam

Den nye lejlighed

2008-09-21T13:36:00.000-07:00

Min gang.

Mit toilet.

Min stue.

Mit husdyr.

Mit køkken.

Min altan.

Min udsigt pt med stilladser.

Farvel til værtsfamilie og overbo

2008-07-29T00:03:00.000-07:00

I går fik vi sagt farvel til den familie vi lejer huset af. Vi fik hver et rigtig flot oliemaleri, så der er lidt mere til kufferten. Vi fik takket for deres venlighed og fortalt dem at de havde hjulpet os så meget og at vi ikke kunne have klaret det så godt uden dem. Vi havde købet blomster og gave til dem som tak for alt. Inden de gik fik vi lige taget et billede sammen med dem, desværre var det kun far og datter der var kommer. Og faren ville da også lige have et af ham og os 5 danske studerende der var i huset netop der.Som den sidste tjeneste fik vi dem til at spørge Famse, som er den gamle dame overfor, om hun ville komme over og få taget et billede sammen med os. Der gik lang tid før hun endelig kom, men vi fik af vide at det var fordi hun lige skulle gøre sig pæn. Så straks måtte vi også gå hen foran spejlet og se om vi så godt ud. Hun er sgu en skøn gammel dame. Hun sagde også at hun ville komme til at savne os her på gaden. Og vi vil selvfølgelig også komme til at savne hende. Farvel Famse.

For mange kilo

2008-07-28T23:37:00.000-07:00

Ja så blev det tid til at pakke kufferten, og det så ret lyst ud til at starte med. Jeg var begyndt at blive nervøs for at det hele kunne være der, med alt det jeg har fåe købt. Men et mirakel skete og kufferten kunne lukkes med det hele. Men da jeg så trådte op på vægten, gik det galt.
Jeg havde alt for mange kilo og overvægt er så fandens dyrt. Men hellt ærlig, hvad er det smarte så ved at have sådan en fin ny stor kuffert, hvis den ikke engang må fyldes op?
Så jeg måtte i gang med at tage alle de tunge ting og fylde ovre i poser og så af sted til posthuset. Det lykkedes mig at købe en stor nok papkasse på posthuset og få pakket det hele ned. Alle papirerne blev udfyldt og kassen er nu sendt af sted til Danmark med fly. 11,32kg røg der af sted.

Ude godt men hjemme bedst

2008-07-28T03:38:00.000-07:00

Så er tiden ved at være inde til at sige farvel til Vietnam og alt hvad det indebærer. Min kuffert er så godt som pakket, det meste af mit tøj fra Danmark er givet til Famse og 2 kasser med henholdsvis 22kg og 11kg er sendt af sted – en med skib og en med fly. Toilettasken er tømt, tøjet er taget ned fra stativerne og alt er ved at være helt klart.
Det har været en kæmpe oplevelse at tage et halvt år ud af kalenderen og rejse til et helt andet land. Det med at opleve, udforske og prøve at forstå en helt anden kultur har været en stor udfordring, men også rigtig spændende. Vietnam er så langt fra Danmark på mange måder og det har været rigtig hårdt at leve i en helt anden verden. Selvom mennesker er let påvirkelige på mange områder, har jeg fundet ud af hvor dybt vores værdier ligger i os. Det har været umuligt for mig at forstå alt under mit ophold i Vietnam, selvom jeg virkelig har prøvet. Og der er også rigtig mange ting jeg ikke har kunne acceptere eller har kunne blive en del af.

Mit ophold i Vietnam har været en stor udfordring, større end jeg egentlig havde regnet med. Vi ankom til et kold og trist land, hvilket gav os en mindre god start. Men efterhånden fik vi en hverdag op og køre og vi 4 tøser i huset har haft det godt sammen. De hele har bare fungeret og fik vores helt eget liv hernede, langt væk fra Danmark. Efterhånden kaldte vi huset på Phô’ Hô’ Giám vores hjem og man begyndte at holde af Hanoi og alle dens særpræg. Vi lærte at prutte med prisen, være stædige, gå på vejen, sige vietnamesiske gloser osv. Det hele kørte ligesom for os.
I børnehaven indgik jeg i hverdagen så godt som jeg kunne og havde mine diskussioner med lærerne om deres pædagogik og fik dem til at reflektere over deres arbejde.
Vi gennemførte to workshops på engelsk, den ene større end den anden. Det var virkelig at overskride en grænse, men det gik så fint, at nervøsiteten forsvandt og blev overtaget af gejsten for at lære lærerne noget. Især fordi deres pædagogik er så langt fra vores og i mine øjne ikke særlig pædagogisk.

Nu hvor jeg ser tilbage på mit ophold har jeg fået en på opleveren. Jeg ville aldrig være gået glip af denne oplevelse og jeg er glad for at alle har støttet mig i min beslutning. Jeg har haft nogle at fortælle mine oplevelser til derhjemme og nogle af dele dem med hernede. Det har været fantastisk.
Der er mange ting jeg vil komme til at savne men der er også mange ting jeg glæder mig til at slippe. Alt i alt glæder jeg mig til at komme tilbage til Danmark, selvom jeg aldrig vil glemme Vietnam.

Ting jeg kommer til at savne:

Huset, som har været os 4 tøsers hjem i et halvt år.
At man altid kan få fat i enten en motorbike eller en taxa.
At man kan prutte med prisen.
Alle de små skævøjede børn der prøver at kommunikere med en eller fortælle en historier på vietnamesisk.
At tage på ture i weekenderne og opleve nye ting.
Det spændende ved at opleve en ny kultur og prøve at forstå den.
At arbejde med alle de børn jeg er kommet til at holde så meget af.
Det gode solskinsvejr.
Pelle og de andre firben.
Morgengymnastik i børnehaven kl. 7.50.
De hyggeligt byture på Dragonfly.
At er alt er så umådeligt billigt.
En frisk lemonjuice.
Gratis håndværkere der komme når man ringer.
Mit bus-månedskort der kun koster 80.000dong (27dkr) for alle busser i hele Hanoi.
At skrive blog om alle mine oplevelser og mit liv.
At kunne gå ud og spise på restaurant ofte, fordi det kun koster 100.000 dong (30 dkr.).
Famse, som er den gamle rare dame overfor.

Hvad jeg IKKE kommer til at savne:

Den Vietnamesiske regntid. Himlen åbner sig og så vælter det bare ned.
Den måde folk tager kontakt til dig på enten ved at huje af en, råbe hey hey, fløjte eller tage fat i en.
At blive kaldt Madam.
Den måde folk glor på en hele tiden
At vietnameserne snyder en hvor de kan. Og det er overalt og med alt.
At jeg kan kommunikere med kollegaer og de børn jeg skal arbejde med.
At man altid skal være beredt med både solbrille og paraply, fordi man aldrig kan blive klog på vejret.
De vietnamesiske busture hvor alle skubber og maser for at stå så tæt som muligt.
At være så langt væk fra familie og venner.
Trafikken som er kaotisk, utilregnelig og stinkende.
Klimaet, som er så fugtigt at man ikke kan trække vejret og tørre tøj.
At være badet i sved selvom man står stille.
At have sorte tær hele tiden, også når man lige er steget ud af badet.
Det vietnamesiske brød, som ikke mætter ret meget.
De kæmpemæssige vietnamesiske edderkopper.

Jomtien - Thailand

2008-07-25T21:52:00.000-07:00

Da vi ankom til Pattaya efter 3 timer i bus, skulle vi videre til Jomtien. De kendte grisebiler, som er taxaer i Thailand, holdt klar til at køre. Der skulle selvfølgelig betales overpris, men sådan er det jo bare når man lige er ankommet.
Turen ud til Jomtien, kunne jeg ikke huske, men det viste sig også at han kørte lidt rundt fordi vi skulle sættes af forskellige steder. Vi kom i snak med et ældre ægtepar fra UK, som er lærere og netop havde undervist 3 måneder i Kina. Meget søde og snaksagelige.
Da vi kom til Jomtien kunne jeg kende det hele igen. Eskes lejlighed, vejen ned til hans kontor og cafeen hvor Jum arbejdede. Det var lidt hyggeligt at være tilbage.
Vi blev sat af på strandvejen og lige på den vej var der et sted der lejede værelser ud. Vi tog chancen og blev enige om at tage det den første nat. Det var meget billigt, men havde desværre også kun en lille seng. Men vi skulle bare have et sted og så måtte vi lede derefter.Så efter en godt måltid gik vi på jagt. Vi var inde på rigtig mange hoteller og spørge, men alle havde dobbeltsenge. De vi til sidst mente at vi havde set nok, gik vi tilbage til en lille hyggelig bungalow som vi havde forelsket os i. Vi fik lov at se et værelse, og det var bare så hyggeligt og der var en stor dobbeltseng. Vi reserverede en bungalow til næste dag og glædede os til at flytte derover.Efter en middag, lidt kortspil og livemusik gik vi en tur på stranden inden vi skyndte os at sove.

Da vi flyttede ind i bungalowen og skulle have lidt morgenmad, fandt vi ud af at det var dansk ejet. Og efter en hel dag på stranden kom vi tilbage til en hel gruppe danskere der sad og snakkede. Det var faktisk ret hyggeligt at kunne snakke dansk igen. Det var et helt fantastisk sted, og det vil jeg gerne gøre reklame for, hvis nogen tænker på at tage derned. Vi fik gode råd og hjælp til alt. Bungalowen var fantastisk, maden var god og alt var for en rimelig pris.

Tak for alt Karl.
http://www.siamgardenvillage.com/

Stranden i Jomtien er okay, men vandet er ikke klart. Men vi fik ligget på stranden et par dage og nydt solen. Det var til tider alt for varmt, fordi der ikke var ret meget vind, så det blev også til et par timer i skyggen.Vi fik også anvist en swimmingpool på et af nabohotellerne, som vi brugte et par dage. Det var rigtig lækkert og med fin udsigt.Og så skulle der spises smørebrød. Det var bare lækkert med friskt rugbrød, kartofler og fiskefilet.En af dagene var vi i Pattaya og shoppe. Der var en masse boder og shoppecentre. Jeg havde egentlig besluttet mig for ikke at købe mere, men lidt kom der nu alligevel med hjem.
Vi var også på et lille marked derinde, hvor jeg var sidst jeg var der, men synes bare slet ikke det var lige så stort denne gang. Det var vildt mærkeligt, men måske det er fordi vi er blevet vant til markeder fra Vietnam.Dog fik vi et hint den ene dag til et stort aften/weekend marked. Det var bare godt og Lotte og jeg fik igen shoppet lidt mere. Der var nogle meget hyggelige prøverum, som bestod af at trække en stor nederdel omkring sig og så fikse bukserne inden under. Det var til tider lidt svært og meget varmt.Så var vi ude og opleve nattelivet i Pattaya sammen med danskerne. Det var smadder hyggeligt og helt gratis. De andre var så hurtige, så der stod hele tiden en ny øl klar, når man var færdig med den anden. Da vi skulle spille pool og vi gik hen for at putte penge i kom der straks en løbende for at gøre det for en, og de lagde også kuglerne klar til en. Virkelig fornemt. Der blev også hentet køer til os. Som lovet tog Lotte og jeg ud og red på elefanter. Vi gik ned og bestilte en tur og blev hentet og kørt til Pattaya elefant landsby. Det var et stort sted og hvis man ville kunne man se aber og ride på heste også.
Vi kom på en elefant og fik en trekking på omkring en time. Vores elefant var en ung elefant og måske det var derfor den ikke holdt sig til ruten. Den havde alt for travlt med at finde mad og spise, end den havde med at gå. Det var nu meget hyggeligt og elefant ejeren tog det pænt. Han gav sig bare til at synge lidt og så klarede vi den.
På et tidspunkt havde elefanten fundet en kokosnød, som den da skulle have og spise. Så den joggede på den så det gav et højt knæk, og derefter gik den i gang med at drikke og spise.Bagefter kunne man prøve at sidde på en elefants stødtænder og få en lille gyngetur, og det skulle da også prøves. Vi var jo på ferie. Et andet dyr vi også skulle møde på vores ferie var delfiner. Vi havde begge haft et ønske om at svømme med delfiner og det skulle vi da have til at gå i opfyldelse.
Vi havde bestilt en tur og blev hentet kl.7 efter at have spist morgenmad på værelset. Det var fordi det var så tidligt og restauranten havde ikke åbent endnu, så vi havde taget madder med ned i køleskabet og købt drikke brikker.Turen varede omkring 3 timer, og så var vi forbi et vandfald i en nationalpark. Vandfaldet var fyldt af store klamme fisk, som man kunne fodre. Man kunne også bade hvis man havde lyst, men det skulle Lotte og jeg ikke nyde noget af. Det var bare for ulækkert, for de var bare over det hele.Bagefter kørte vi videre til delfinparken, hvor vi startede med at se et delfinshow. Det var skide godt og de er virkelig dygtige. Der var to slags delfiner, de almindelige med den lange snude og så nogle med en flad snude.

Og så var det tid til at svømme med delfiner. Først blev vores negle tjekket og selvom Lotte og jeg synes at vi havde klippet dem hel ned, måtte vi i gang med negleklipperen igen, for at få dem endnu kortere hvilket næsten var umuligt. Så var det på med regningsvest og ud i vandet. Vi svømmede over til en platform, hvor der var 5 unge fyre med hver deres delfin. Så foregik det sådan at vi var to og to sammen og fik lov til at komme hen til de forskellige delfiner. Her var der to forskellige slags delfiner, de store lyserøde (pink dolphins) og dem uden snude (irrawaddy dolphins).Vi kom rigtig tæt på dem og var med til at få dem til blandt andet at danse, synge, dreje rundt, spytte og vinke. Derudover fik vi kys af dem og sagde goddag. Nogle af dem fik man også lov at svømme med. Men hoppede i vandet, tog fat i finnen og så fik man en svømmetur. Det var bare så fantastisk. En drøm gik i opfyldelse og jeg vil aldrig glemme det.

Danskerne på hotellet snakkede om at tage ud på en rigtig badeø, med lækre stranden og det hele. Den var Lotte og jeg med på, men da vi sad og spise morgenmad tirsdag morgen kom der ingen. Så det endte med at Lotte og jeg tog af sted sammen med Thomas. En sølle flok, men hyggeligt blev det.
Thomas lejede en speedbåd ud til øen, med en styrmand som så ville sejle os frem og tilbage. Det var en rigtig lækker strand med hvidt blødt sand og klart lyseblåt vand. Det var virkelig skønt, men det var også rigtig varmt. Det var lige så sveden løb ned i øjnene så man ikke kunne læse. Det var så vildt, men sol skulle vi have.Det var en rigtig dejlig dag med sol og afslapning og lige hvad en ferie skal indeholde.

Den sidste dag tog vi ud til Father Brennens organisation. Vi havde været der en gang før, men havde fået af vide at det var feriedag, så der ikke var noget at se. Så vi lovede at komme igen en dag ved 9-tiden.
Vi blev vist ind til Erik, som er de frivilliges koordinator og han begyndte at fortælle os om stedet og hvordan det med at være frivillig foregik. Jeg måtte så efter 5min pænt stoppe ham og fortælle at vi ikke ville være frivillige lige nu, men bare gerne se stedet for at sammenligne med Danmark og Vietnam. Han sagde så at han gerne ville vise os rundt nogle stedet, men de fleste steder var børnene i skole.
Vi startede med at se en skole for handicappede, hvor de studerende var fra 17-35år. De havde 3 forskellige uddannelser som var computer, reparation og restaurations branchen. De giver de her studerende gratis uddannelse, gratis kost og gratis logi. Det er virkelig imponerende og de hjælper dem med at få mod på livet igen, da mange af dem har været igennem en ulykke.
Uddannelserne tager 2 år og når de er færdiguddannede garantere skolen dem et job. Stedet har et godt ry og mange gode kontakter, så det lykkes for de her studerende.
På samme sted var der en hjem for gamle mennesker. I sin tid havde Father Brennen fået tilladelse til at hjælpe ældre mennesker og derfor lavet et hjem. Her var der også andre end thaier, blandt andet en 98årig blind kvinde.
Det sidste vi så var et center for inaktive børn og deres forælde. Børn der bare sov hele dagen væk og ingen ting kunne selv. Det var imponerende at se, at de er kommet så langt som at tage forældrene med i projektet også. For i bund og grund er det jo forældrenes skyld at barnet bare for lov ikke at lave noget hele dagen.
Derefter sagde han at der også var et hjem for gadebørn og et børnehjem, men de var alle i skole, så det var ikke værd at se.
I stedet sendte han os over til et andet børnehjem, som de arbejdede sammen med, som også en gang havde været under Father Brennens organisation. Det var godt nok der vi havde været forleden dag, men han synes vi skulle snakke med frivillige koordinatoren Con A.
Vi blev kørt derover privat bus, fandt Con A, fik udfyldt papirer og fik et skilt hvor der stod besøgende på. Hun var rigtig sød og meget god til at fortælle.Vi startede i baby-room 1-3år, hvor der var rigtig mange besøgende og sponsorer i dag. Men hun fortalte en masse om børnene, om adoption og vi kiggede ind af vinduerne til de helt små babyer der var under 1år. De var bare så små og søde, og desværre var der to af dem der var syge. En led af hjerteproblemer og skulle igennem 3 operationer og en anden havde synkeproblemer. Stakkels små børn.
Derefter gik vi over for at se de 3-6årige førskolebørn. De havde små klasse værelser og forskellige opgavehæfter, men børnene var ovre og spise. Så dem gik vi over til bagefter og de var bare så søde. Det virkede som et rigtig børnehjem hvor børnene farede omkring, spise med fingrene og bare hyggede sig. En af drengene spurgte til hvem vi var sponsorere for, og blev rigtig glad de vi ikke var sponsor.Inden vi tog hjem viste hun os skolen for de blinde børn, og fortalte at der var ikke fri adgang. Det var rigtig spændende at blive vist rundt, men også lidt trist at vi ikke kunne se de sidste steder. Jeg kunne specielt godt have tænkt mig at se hjemmet for gadebørn.

Torsdag den 24 juli gik turen hjem til Hanoi. Vi havde bestilt taxa fra hotellet, for det var en de havde en specielt aftale med. Og han var til at stole på og hvis bilen gik i stykker fik han fat i en ny.
Det hele så strålende ud da chaufføren dukkede op lidt før tid og vi begav os af sted. Pludselig hakker bilen og derefter går den i stå. Midt ude på vejen. Han undskylde og gik ud for at tjekke motor. Lidt efter var han væk og så sad vi midt ude i det hele mens trafikken susede af sted. Så kom han tilbage med en vanddunk og en mand med en spand, og så fyldte de ellers vand på bilen. Da han satte sig ind igen, prøvede han at forklare os noget med at vandrøret der ikke løb hurtigt nok eller sådan noget lignende. Da jeg spurgte om han var sikker på at den kunne køre til lufthavnen nu, sagde han ja. Men selvfølgelig gik der ikke mere en 5min før den igen gik ud. Så trak han ud til siden og fyldte vand på og kørte videre. Jeg måtte så sige til ham at det her ikke gik, og han fortalte så også at han havde ringet efter en ny bil. Da der kom en afkørsel hold vi ind og ventede. Der gik næsten en halv time før bilen kom og Lotte og jeg begyndte at føle os lidt presset. Da de så skulle stå og bruge tid på at forhandle pris var jeg lige ved at gå ud og brokke mig, men de lukkede bare min dør igen. Da hen endelig kom ind og spurgte hvornår vi skulle nå vores fly, blev vi presset. Han sagde det tog 2 timer at komme derud og der var lige ved at være smertegrænsen for chek-in. Det var ikke i god tid som vi havde regnet med. Men så nærmest fløj vi af sted mod lufthavnen og jeg må indrømme at jeg nogle gange troede at vi skulle køre galt. Hans afstand til de andre biler var ret kort og han kørte 140km/t igennem sving. Helt vildt. Men da vi kunne se lufthavnen forude, kiggede han på sit ud og sagde ”4 a clock” og smilede over hele ansigtet. Han havde kørt så hurtigt at det kun havde taget 3 kvarter, så vi nåede det hele i god tid. Sikke en tur.Men det har været en fantastisk ferie, endnu engang.

Bangkok - Thailand

2008-07-25T02:30:00.001-07:00

Mandag formiddag forlod vi alle Phô' Hô' Giám Huset, Lotte og jeg for at tage på ferie i Thailand og de andre 4 for at komme tilbage til Danmark.
Vi mødte Ha og hendes kæreste i lufthavnen og der blev taget afsked. Tina og Rasmus havde lidt problemer med at komme igennem med alt deres bagage, men det lykkes heldigvis.

Da vi ankommer til Bangkok og skal igennem immigrationen, står der en dame og tjekker om vi har udfyldt papirerne ordentlig. Lotte siger at det er rart fordi dem i skrankerne altid er så sure. Men jeg skal love for at de ikke var rart. Vi havde ikke udfyldt hvor vi skulle bo i Thailand, og damen blev ved med at råbe ”Where will you live? What hotel?” Og vi blev ved med at sige ”We don’t know”, lige indtil damen var så rød i hovedet at vi kom ud af køen og hen til en vagt. Han tog vores papirer, skrev noget med stort og så blev vi sendt over til en skranke. Her spurgte de så igen hvor vi skulle bo og til sidst fandt vi vores Thailandsbog frem og pegede på en kvarter vi havde fået henvist som backpacker kvarteret. Og endelig kom vi igennem. På den anden side fandt vi en taxa og blev kørt til Khao San. Det var lige et sted for os med restauranter, barer, boder osv. Vejen var tilmed spærret af for biler, og så vidt vi kunne forstå var det noget med en Buddha dag.

Vi gik på hoteljagt og det var ikke helt nemt. Første sted var fyldt op, andet sted var ulækkert, men tredje sted gav bonus. Ikke noget vildt, men et lille værelse med to senge og et bad.Aftenen gik med at gå rundt i gaden og shoppe og kigge på butikker. Det var smadder hyggeligt og efter en lille øl gik vi i seng.Desværre havde vores lille værelse forvandlet sig til et brummende sted, men en bar på den anden side hvor man kunne høre musikken. Det var ikke det fedeste, men vi var heldigvis så trætte at vi gik omkuld.

Vores eneste hele dag i Bangkok gik med at lege turister og shoppe. Vi startede morgenen med at støde på en mand der fortalte os om alle de seværdigheder man kunne se og fortalte noget om at hvis man tog en Tuk Tuk, så ville de gøre det rigtig billigt hvis blot vi tog et par stop for deres skyld hvor de skulle hente benzin kuponer. Til at starte med kunne vi ikke helt overskue alle de Buddhaer han ville tage os til, og vi fik ham til at vise os hvor bussen ind til shopping gaden kørte. Desværre kunne vi ikke rigtig komme med busserne, fordi de stoppede ikke ved det stoppested vi stod. Og da der så kom en Tuk Tuk man kørende lavede vi en aftale med ham. 4 stop for os og 2 for ham.Vi skulle se Golden Mounten, Siddende Buddha, Stående Buddha og til sidst ville han sætte os af inden i shopping gaden. Til gengæld skulle vi gøre stop ved en smykkefabrik og en skrædder, hvor han så kunne få de her benzin kuponer.Det blev en rigtig hyggeligt tur i vores tempo. Først satte han os af ved Golden Mounten, hvor han så blev ude og ventede. Vi begyndte at gå op at det guldbelagte bjerg, men det var sgu lidt for varmt, så vi besluttede at gå ned igen, fordi vi alligevel skulle se 2 andre steder.Både den siddende og den stående Buddha var ret imponerende, og vi fik os en lille gåtur rundt for at se templerne og skulpturerne. Og vi huskede at donere lidt hvert sted, fordi de i Thailand ikke tager entre penge.Og at tage skoene af.
På smykkefabrikken var der også en kæmpe smykkebutik, hvor Lotte og jeg fik brugt rigtig meget tid. Først fordi vi skulle hjælpe en mand med at finde et armbånd til sin 25årige datter og bagefter fordi vi selv skulle finde det vi alle bedst kunne lide. Skrædderen var lidt hurtigere overstået, for vi har jo fået lavet en masse tøj.

Så var det tid alle de kæmpe shoppingscentre der bare lå på rad og række på denne shopping gade. Det var virkelig overvældende og stort, men vi kom da igennem 2 forskellige. Derefter tog vi til China Town, fordi det havde vi læst og hørt så meget om. Desværre kom vi for sent for de sidste boder og butikker var ved at lukke ned. Det var lidt ærgerligt, men på den anden side havde vi jo prioteret.Da vi nu var helt ud til floden med en station, blev vi enige om at prøve flodtaxaen. Der var en sød billetdame der hjalp os med at få den rigtige billet og viste os hvilken båd vi skulle med. Hun fortalte også hvor vi skulle stå af, for at komme tættest på vores hotel.

Efter at have shoppet det sidste på vores vej og spist aftensmad, blev vi enige om at prøve den bar ved siden af vores hotelværelse. De spillede noget ret godt livemusik, så det skulle prøves. Det var rigtig hyggeligt og der var forskellige band der spillede kendte sange. Der var også en rigtig sjov tjener, som vi havde meget sjov med. Hun var bare så ligeud og herligt.
Senere på aften mødte vi 6 australske piger som ville dele bord. Det var smadder hyggeligt at snakke med nye mennesker og man kunne godt mærke at det var et backpacker område, for folk var meget åbne og slog sig bare ned. Onsdag skulle vi videre til Jomtien og vi blev enige om at tage bussen. Vi spiste lidt morgenmad og midt i det hele kom der et optog. Det var igen noget med Buddha og nogle skolebørn samlede penge ind. Da jeg spurgte tjeneren hvad det var til sagde hun Buddha Dag. Derefter pakkede vi os sammen, tjekkede ud og fik forhandlet os frem til en god pris ud til Bangkoks østlige busstation hvor bussen til Pattaya gik fra. Det gik let og elegant, og vi fik en køretur på næsten 3 timer fra Bangkok til Pattya for kun 20 danske kroner.

Spareribs til farvel

2008-07-13T08:06:00.000-07:00

Så blev det tid til endnu en afskeds middag. Denne gang er det Tina og Rasmus der forlader os. Så er halvdelen af holdet taget deres afsked med Vietnam.
Vi tog ud og spise spareribs og hold op hvor var de store. De hed godt nok også Jumbo Ribs, men alligevel. Det var lige så vi fik en smart hagesmæk hver.
Bordet blev fyldt, men heldigvis også tømt igen.

I morgen rejser Lotte og jeg til Thailand på ferie, så bloggen bliver ikke opdateret den næste 14 dage. Så der må i finde en god bog eller noget andet at læse.
Nyd sommeren derhjemme alle sammen. Det er under 3 uger til jeg kommer hjem :)

Afsked og trængsel

2008-07-13T02:21:00.000-07:00

I går spiste Lotte og jeg vores sidste middag alene her i Hanoi.. Vi fik en dejlig stor bøf bearnaise, så det var skønt.
Lidt trist, men vi vender tilbage til Hanoi en uges tid efter ferien i Thailand

Her til morgen blev jeg vækket af en frygtelig larm. De er ved at ordne det væltede træ ude i søen, og startede selvfølgelig motorsaven kl. 7. Lidt for tidligt efter min mening.

Men der er ved at blive rigtig flot derude og der har også været nogle mænd og putte noget i søen så alt det grønne forsvinder. Den er faktisk blevet helt fin.

I dag har vi haft en forfærdelig trængsel i huset. En masse ting skulle fikset, og det skal selvfølgelig gøres inden de nye studerende starter. Så først kom ejeren sammen med 2 mænd der skulle male vægge i et værelse og ude på gangen. Lidt efter kom vores rengøringdame, som altid kommer om søndagen, men hun havde lidt svært ved at komme til, for senere kom der 2 mænd for at lave aircomditionerne og en for at lave vores afløb.

Ejerene fik også hængt nye tørresnor op oppe på altanen og der vinduet i teressedøren blev fikset.

Og inden de gik helt, blev huset også lige malet lidt udvendigt ved hoveddøren.

Ud over det så kom Tina, hendes bror, Rasmus og hans ven også. De er netop kommet fra Saigon og skal overnatte her til i morgen hvor de rejser hjem til Danmark.

Imens menneskerne har faret ind og ud af huset har jeg prøvet at pakke. Jeg har fået pakket mit dejlige værelse ned, fordi jeg en af de nye studerende overtaget det, mens jeg er i Thailand. Det er lidt underligt fordi det har været mit i det sidste halve år. Men nu er det slut og tilbage står der en pakket tasker som jeg skal have med til Thailand og min store kuffert.

Silkelandsbyen Van Phúc

2008-07-11T22:55:00.001-07:00

Fredag tog Lotte og jeg til silkelandsbyen. Vi tog det offentlige derud og da vi steg af bussen blev vi overfaldet af motorbikemænd. De råbte og skreg og spurgte hvor vi skulle hen. Lotte og jeg blev ved med at sige nej og gik væk. De fulgte selvfølgelig efter og mens vi stod og så på kortet blev vi omringet. Vi vidste ikke helt hvor vi skulle hen og på et tidspunk er der en af mændende der siger Van Phúc, hiver i sin skjorte og peger.
Vi blev enige om bare at prøve og troede vi fik forhandlet en god pris på 10.000dong for hver.
Da vi efter 5min sindsyg kørsel bliver sat af ved et skilt vil de have 25.000. Vi orkede ikke at diskutere, men igen prøvede de at snyde da Lotte gav en 50.000 seddel. Møg mænd. Det var en meget lille landsby, men rigtig hygge. Her er Lotte ved den lille park.Det meste af tiden gik vi af hovedgaden hvor der lå masser af butikker. De havde alle mulige flotte ting og man kunne også handle stof der. Det var bare sådan en hyggelig dag, men jeg kom til at købe lidt for mange ting. 7 poser slæbte jeg med hjem.

Lottes afsked med Sao Mai

2008-07-11T22:29:00.000-07:00

Onsdag var jeg med Lotte på Sao Mai, hvor jeg havde fået æren af at være fotograf.

Vi havde en rigtig hyggelig formiddag og jeg blev positiv overrasket over den undervisning jeg så, men også skuffet over at man lader autistiske børn sidde og vente på deres tur i lang tid. De skal bare sidde på en stol og kigge på et andet barn får undervisning. Ikke rimeligt.

Og jeg fik mig da og en lille ny veninde. Hun var bare dejlig..

Om eftermiddagen var der fest. Lotte havde købt kiks og frugt og børnene elskede det. Især chokoladekiksene var gode, hvis man kunne få dem skilt ad og kun spise chokoladen. De hyggede sig virkelig.

Lotte og lærerne fik også udvekslet gaver. Lærerne fik et armbånd og et spænde, mens Lotte fik en stor flot buket blomster og to vietnameserpiger af porcelæn.

Børnene fik også en lille hilsen med hjem fra Lotte, med billede på.

Jeg havde til tider lidt svært ved at tage billeder, fordi specielt 2 drenge var ret optaget af kameraet. De ville prøve det og røre det, og blev bestemt ikke glad når jeg tog det.

G - Andet og sidste rejsebrev

2008-07-11T21:47:00.002-07:00

Nu er mine 6 måneder snart ved at være gået her i Vietnam. Det har været måneder med glæde, sorg, udfordringer, oplevelser, hjemve osv. Vietnam er et land, der er meget langt fra Danmark på mange måder. Det har gjort, at jeg aldrig er blevet en del af landet, som jeg egentlig gerne ville. Det har ikke været muligt bare at falde ind, for der er så mange ting, jeg ikke forstår og ikke kan sætte mig ind i.
I min hverdag har det været ting som at man bare smider skraldet på jorden eller sætter sin affaldspose i rendestenen. Det har også været det med at flok skubber helt vildt eller springer over i køen. Det er sådan nogle ting som man hjemme ville tage som en selvfølge at man ikke gjorde, men her er det bare anderledes. Jeg har virkelig fundet ud af, at alle de selvfølger vi har hjemme i Danmark, ikke nødvendigvis er en selvfølge i andre lande. Og jeg er begyndt at tænke rigtig meget over, hvor svært det er at være udlændinge i et andet land, for selvom man prøver og gerne vil være en del i landet, kan det på nogle punkter være umuligt, fordi alle ens værdier og selvfølger ligger dybt i en.

Gennem min praktik i en vietnamesisk børnehaven, er jeg virkelig blevet sat på prøve pga. den store kulturforskel. Deres pædagogiske metoder er så langt fra, hvad jeg har lært.
Jeg er stødt på mange udfordringer, problemer og dilemmaer. Faktisk har der ikke rigtig været andet, fordi jeg har nogle andre værdier og en anden forståelse af hvad pædagogik er.

Der har selvfølgelig været sprogbarrieren, som jeg vidste ville være der, og det har gjort at jeg har måtte bruge mit kropssprog en masse og børnene ligeså. Jeg har følt mig ret handicappet i mit arbejde med børn, fordi jeg ikke har kunne snakke med dem. Et af de vigtigste pædagogiske redskaber hjemme i Danmark er kommunikation, hvor man kan anerkende børn, spørge ind til deres liv, snakke med dem hvis de er kede af det osv. Dette redskab har været taget fra mig og det har været utrolig hårdt og frustrerende, specielt når et barn er ked af det eller når nogle børn er blevet uvenner. Det har også gjort at jeg har haft svært ved at sætte mig i respekt overfor børnene. Jeg har af og til måtte bruge det danske sprog, for det er der hvor jeg bedst kan udtrykke, at nu er det nok. Derudover er børnene vant til at gøre hvad lærerne siger, så hvis jeg fx ”spørger” om de vil have en ren bluse på, så gør de det bare. De forstår ikke at det er et spørgsmål fra min side, desværre.
Derudover synes jeg ikke lærerne snakker særlig meget med børnene på børnenes præmisser og det har irriteret mig, for jeg har jo ikke været bedre selv. De bruger ikke det med at snakke så meget, men jeg synes det har hjulpet lidt, at vi har snakket om anerkendelse til vores workshops. Her har lærerne fået en forståelse af, hvorfor det er vigtigt at snakke med børnene og prøve at løse problemer ved snak og ikke bare skæld ud. Dog er det stadig rigtig svært for dem, men jeg håber de vil øve sig.

Lærerne har også rigtig svært ved at rose og anerkende børnene. I deres verden er der rigtig & forkert og flot & grimt. De tænker ikke over at børnene faktisk gør deres bedste eller har en grund til fx af farve en sol rød. De spørger ikke ind til det, men siger bare, at det ikke er godt nok og at børnene skal lave det om.
En dag blev jeg virkelig sur på en af lærerne, fordi hun grinte af en af en dreng. Børnene skulle for første gang øve sig i at skrive deres navn og han havde så glemt det samme bogstav i hans navn, i alle de gange, han havde skrevet det. Hun tog papiret op og stod og grinte af det og sagde noget højt til de andre. Jeg blev så sur, at jeg fik sagt rigtig vredt til hende, at jeg ikke forstod hvorfor hun grinede, for drengene havde gjort sit bedste og han kunne ikke lide at hun grinede af det. Hun sagde undskyld til mig og sagde at drengene også synes det var sjovt, indtil jeg bad hende kigge på hans ansigt og fortælle mig hvor smilet var. Hun blev vist lidt flov. Men jeg synes virkelig ikke man kan være det bekendt over for et barn, og han havde virkelig gjort sit bedste. Jeg tror faktisk han var stolt af det, indtil hun ødelagde det. Der blev jeg virkelig vred.

En stor udfordring har været at acceptere den tvungne fysiske kontakt, som lærerne har med børnene. Lærerne tager tit fat i børnene, hiver dem hen til sig og holder fast i dem mens de snakker til dem. De kan også finde på at bede barnet kysse dem, mens de holder fast på dem. Jeg synes det er ret ubehageligt og grænseoverskridende, fordi jeg kan se at børnene ikke kan lide det. Jeg kan også se at børnenes forhold til mig og til lærerne er anderledes. Børnene hopper rundt på mig, leger med mig, fortæller mig historier og kalder mig Mi-øj og ikke kun Cô Mie (lærer Mie). Vores forhold er meget mere afslappet, fordi jeg heldigvis ikke ses som alt for autoritær. Vi har et rart forhold og børnene kommer gerne hen til mig. Jeg kan også se at nogle af lærerne og især de studerende vi har haft, undre sig over at børnene kommer hen til mig uden jeg beder dem om det. Men jeg synes det har været dejligt, for jeg ville aldrig tvinge et barn til det.
Til gengæld er lærerne rigtig dårlig til at se børnene og vise at de er der for dem. Når der er børn der græder, og de ikke henvender sig til en voksen, får de bare lov til at sidde. Fx var der en dreng der sad og græd mens de så film. Da jeg siger til en af lærerne at han græder, siger hun bare at han nok bare er følsom. Først da jeg spørger hende om hun er sikker, går hun hen til ham for at spørge og trøste ham. Jeg synes det er så synd, at lærerne ikke ser børnene. Lærerne går op i undervisning og læring og ikke det med at observere børnene som vi gør derhjemme.
Lærerne siger heller aldrig tak til børnene, hvis de har gjort noget for dem. Børnene undre sig rigtig meget over at jeg siger tak hele tiden, fordi de ikke er vant til det. Jeg gør det rigtig tit, også ved bare små ting som de gør af sig selv, men det er min måde at anerkende børnene på, når jeg ikke kan snakke med dem.

I børnehaven er utrolig meget disciplin, trods børnene stadig er små og burde have en masse tid til at lege. Børnene er aldrig ude af lærernes opsyn. Det meste af dagen er alle børnene i deres klasse og hvis de endelig går ud, er det lærerne der bestemmer, hvad børnene skal lege med. Det er meget sjældent at børnene har et valg, da det er lærerne, der bestemmer, hvordan dagen skal se ud.
Jeg har synes det har været rigtig underligt at børnene mangler den fritid, men jeg har også fået forklaringer på hvorfor de ikke har. De går meget op i at træne børnene i det de skal kunne i skolen, for at det bliver nemmere for lærerne i skolen at få børnene. Derudover lægger forældrene et stort pres på lærerne, fordi de gerne vil se deres børn udvikle sig og når de henter deres børn, spørger de om hvad de har lært i dag.
En anden ting der gør at børnene er under opsyn hele tiden er, at lærerne bliver trukket i løn hvis et barn slå sig. Derfor er lærerne hele tiden over børnene og vælge aktiviteter og lege, hvor der ikke er så stor risiko for, at børnene kommer til skade.

Så er der de skrækkelige spisesituationer. Børnene skal sluge to skåle ris med kød og suppe på rekord tid. Spisningen er slet ikke rar og børnene sidder og propper i hovedet. Det er tit lærerne der flyder skålene op, selvom børnene sagtens kan, de får bare ikke lov. Og hvis børnene ikke er hurtige nok til at spise, så går lærerne rundt og stopper lidt mad i munden på dem. Heldigvis har vi gennem vores workshops snakket om det, og sagt at de skal sætte sig ned sammen med børnene og have øjenkontakt. Det sker gang på gang at de putter en ny skefuld ind i munden på barnet uden at se at munden allerede er fuld. Jeg har flere gange taget snakken op med mine lærere, og sagt at jeg ikke forstår hvorfor de fodre dem, når de selv kan spise. Det gør dem dovne. Af og til forstår mine lærere det, men de har så glemt det dagen efter, hvor jeg så kan sige det igen.

Jeg tror jeg har lært rigtig meget om mig selv, men synes stadig det er lidt svært at finde ud af, fordi jeg stadig er hernede. Tror det bliver meget anderledes at komme hjem i sine vante omgivelser og se hvordan man har ændret sig.
Men jeg har fundet ud af hvor frustrerende kulturforskelle kan være. Jeg synes virkelig det har været hård at se, at børnene bliver hundset rundt med og ikke har deres egen mening. Det har været uacceptabelt at se børnene blive fodret uden kærlig og øjenkontakt og at børnene bliver tvunget til fysisk kontakt. Jeg er lidt imponeret og også skræmt over at jeg har kunne holde det ud i 5 måneder.
Derudover har jeg fundet ud over, hvor gal jeg kan blive på børnenes vejene. Børnene i børnehaven har nærmest ingen indflydelse eller rettigheder i deres eget liv. De finder sig bare i det, lærerne siger og gør. Der kan jeg mærke vreden i mig og det har lærerne i min klasse vist også fundet ud af. Bare fordi de har magten, skal de ikke bruge den unødigt.

Efter 5 måneder i børnehaven kan jeg mærke at jeg et brugt og mættet. Til sidst begyndte jeg at være ked af lærernes væremåde og træt af hele tiden at stille spørgsmål, uden at få et svar. Det er virkelig hårdt.
Når jeg tænker tilbage, føler jeg ikke at jeg har ændret noget i børnehaven, fordi jeg ikke har kunne pga. alle deres strikse regler. Jeg ville virkelig gerne, men der skal desværre mere til. Jeg er glad for at vi har været 6 studerende sammen, som har kunne støtte og hjælpe hinanden. I samarbejde har vi lavet 2 workshops og stillet en masse spørgsmål der har fået lærerne til at reflektere over deres arbejde.
Vi har gjort hvad vi kunne og den tid vi har været her i, har vi hjulpet dem med at reflektere, gjort dem opmærksomme på ting der kunne bliver bedre og kommet med forskellige løsningsforslag, hvis lærerne ikke selv kunne. Men hvad sker der når vi tager hjem?

Dette rejsebrev er skrevet med de danske værdier dybt i mig. Jeg har virkelig fundet ud af hvor dybt værdier ligger i en og at det derfor kan være svært at forstå andre. Men jeg synes virkelig jeg har prøvet at forstå kulturen og især pædagogikken. Mange ting har givet mening, når man er kommet dybere ned og har fået lærerne til at forklare, hvad der ligger til grund for deres handlinger. Men nogle ting har jeg simpelthen ikke mulighed for at acceptere. De har et meget anderledes syn på børn og pædagogik end vi har i Danmark og det kan være frustrerende, når man ikke kan forstå hvordan de overhoved kan tænke sådan. Og for dem er det svært at forklare hvorfor de gør som de gør, fordi sådan er det bare for dem i deres land.
Jeg havde svært ved at forestille mig hvordan mit ophold ville blive inden jeg tog af sted, men jeg synes jeg og de andre har klaret det godt. Dog har jeg været rigtig glad for ikke at stå alene med det, fordi det er så meget anderledes. Jeg vidste det ville være svært, men vidste ikke hvordan det ville føles at være så magtesløs og frustreret, fordi man ikke føler man udfører sit arbejde godt nok.
På den anden side er jeg imponeret over hvor let det er gået med at komme i kontakt med børnene. De elsker jo en, selvom man ikke forstå dem. Og de fortæller en historier, selvom de ved at jeg ikke kan vietnamesisk. De prøver virkelig og det sætter jeg stor pris på.
Jeg har fundet ud af hvor godt børn hjemme i Danmark har det og hvor langt vi i Danmark er nået med den pædagogiske tankegang. Jeg har aldrig rigtig tænkt over, at mange lande selvfølgelig ikke er kommet så langt pædagogisk og stadig kører med den gamle læringsform med kæft, trit og retning.
Jeg glæder mig meget til at komme tilbage til Danmark og arbejde med den danske pædagogik igen. Og så bliver det også rigtig rart at kunne snakke med både børn, forældre og pædagoger. Det gør ligesom det hele lidt nemmere.

F2 - Kulturen i Vietnam

2008-07-11T21:47:00.001-07:00

Afsked med Hoa Thúy Tiên børnehave

2008-07-10T02:33:00.000-07:00

Min sidste dag i børnehaven har bare været hyggelig. Da jeg kom om morgenen stod Hoa og hang vores planche fra vores workshop op omkring anerkendelse. Børnene elskede billederne og kom hen og kiggede med. Hoa forklarede så for dem hvad det betød, og det var bare dejligt at se. Så nu håber jeg bare at lærerne husker det eller at børnene minder lærerne om det.Dagen var bare helt almindelig og hyggelig, fordi jeg er sluppet for den ekstra lærer på prøve. Desværre er hun blevet ansat og der er så vidt jeg kan forstå rigtig mange lærere der ikke kan lide hende. Det er skide ærgerligt at der er headmaster på collage og rektor der bestemmer, for det kan gøre arbejdsmiljøet dårligt.

Til frokost blev der lavet konkurrence om hvilket bord der blev først færdigt. Der var 3 borde og lærerne havde hver deres og jeg havde det sidst. Selvfølgelig vandt mit bord.
Ud over jeg ikke kunne lide at børnene skal sluge deres mad, holdt børnene deres koncentration ret godt på at spise mens de stadig hyggede sig og lærerne var ikke så hurtige til at flytte bordene. Så børnene nåede faktisk at spise færdig uden at blive flyttet. Køkkenet havde arrangeret vores livret til frokost, så Tina og jeg var ekstra glade.
Ris, æg og peanuts. Det var bare skønt. Eftermiddagen i min klasse gik med at fejre at Bee skulle blive i klassen og ikke flytte og en afsked for mig. Jeg havde sagt til Hoa at jeg ikke ville have nogen fest, jeg ville bare give børnene lidt slik. Dog blev der stillet borde op til fest og børnene fik lov til at sige noget til både Bee og jeg. Børnene ønskede mig forskellige ting som flot tøj, smukhed, lykke, langt liv og at jeg ville spise hurtigere.
Og bagefter nød børnene bare alt slikket og frugten. Jeg glemte desværre helt at tage billeder.Efter festen måtte børnene lige sidde lidt på trappen og se film, mens der blev ryddet op og gjort rent. Det var både med glæde og vemod at jeg sagde farvel til børnehaven. De sidste to dage har været rigtig gode og rare og det har været dejligt at få en god afslutning. Men jeg kan også mærke jeg er brugt. Jeg kan ikke mere. Jeg synes det er hårdt at se deres måde at kører en dag på, hvor børnene intet fritid har og deres pædagogiske metoder er ikke særlig pædagogiske i mine øjne.
Det var rigtig hårdt at sige farvel til Hoa og Ha, men det gik. De har virkelig betydet meget for mig i løbet af det havle år jeg har opholdt mig i Vietnam. Jeg vil aldrig glemme dem.

Baby og bowling

2008-07-10T02:02:00.000-07:00

Søndag mødtes jeg med Hoa børnehaven for at tage forbi og besøge min anden lærer Quynh, som har født en søn. Vi kørte på motorbike derhen og heldigvis kører Hoa godt.
Inde i huset sad hun i soveværelset med babyen i sengen med lyset slukket, airconditionen kørende og myggenettet trukket for, men det blev der lavet om på da vi kom.
Babyen var bare så sød, men hold op hvor var han tung selvom han så så lille og fin ud. Kun en måned gammel var han.
De har en masse regler for kvinderne efter fødslen. For det første skal hun have vat i ørene for ikke at få hovedpine når hun bliver ældre. Så skal hun holde sig inden døre den første måned efter fødslen sammen med barnet plus at hun ikke må gå i bad i en måned. De har virkelig nogle underlige ideer de vietnamesere.
Jeg fik en afskedsgave fra Quynh og Hoa, og det er bare sådan et flot billede. Det er allerede pakket i kufferten så det kommer med til Danmark.Jeg havde blomster med for at sige tillykke med hendes søn, og det var meget heldigt, for hun havde tilfældigvis fødselsdag. Ups.

Til aftensmad mødtes Hoa og jeg med Tina, Lotte, Ha og Ha’s niece. Vi fik en dejlig og billig middag, som vi gav fordi vi havde inviteret. Det tog de bare som en selvfølge, fordi det er normalt i Vietnam. Senere mødte vi Mai og Runee i bowlingcentret og så skulle der bowles. Det var smadder hyggeligt og jeg vandt første runde. Desværre gik jeg med til at spille en runde til med Mai og Runee hvor der selvfølgelig gik ned af bakke.

Men hyggeligt var det. Som en lille afsked med Ha og Hoa som har taget sig godt af os.

Søndags Springrolls

2008-07-08T06:46:00.000-07:00

Vi havde aftalt med ejerne af huset at de skulle komme søndag med regningerne, så vi kunne betale dem. Hun samler dem alle sammen og så betaler vi det hele på en gang.

Pludselig skriver hun at de kommer kl 11, og at hendes mor havde lavet forårsruller til os. De var bare så gode, men vi kunne ikke spise dem alle da vi næsten lige havde spist morgenmad. Men gode var de.

Efter at have betalt regninger aftalte vi at faren ville komme på søndag og ordne ting i huset. Det bliver både aircon, vindue, en vask og så vil han male. Så det bliver en rigtig håndværker dag, men så er der også pænt til de nye studerende.

Heldigvis kunne han ordne vores afløb med det samme. Skønt.

Endnu en afskedsmiddag

2008-07-05T09:51:00.000-07:00

Den næste der forlader Phô Hô Giám huset er Tina, så derfor var det hendes tur til at vælge spisested. Det blev selvfølgelig til Sushi restauranten, hvor hendes afskedstale også handlede om at vi skulle spise mere Sushi når vi kommer hjem til Danmark.
En hyggelig men også lidt trist aften. Nu er det snart kun Lotte og jeg der er tilbage.

Men heldigvis ses vi i Danmark.

Jungletur

2008-07-05T09:14:00.001-07:00

Fredag tog Lotte og jeg på privat tur til Cuc Phuong National Park. Det ligger godt 140 km syd for Hanoi, og er Vietnams mest kendte park som er et af verdens få tropiske urskovsreservater. Det var en ordentlig tur, men heldigvis var det en stor flot bil vi kørte i med AirCon og bløde sæder.Guiden vi havde med havde kun været der to gange før, og vores chauffør havde aldrig været der, så det tog lidt tid at komme derned fordi vi måtte stoppe og spørge om vej et par gange. Egentlig var det meget hyggeligt. Ligesom at være på familie bilferie. Men frem kom vi heldigvis.

Vi startede med at gå en lille tur inde i skoven inden vi spiste frokost. Guiden mente at det var vigtigt at vi fik noget at spise inden vi skulle ud og gå.

Desværre var maden ikke den bedste, og guiden beklagede det også, for han synes bestemt ikke om det. Men vi overlevede og blev nogen lunde mætte.

Inden vi gik ind i junglen var der lige nogle regler:

- Leave nothing but foodprint

- Take nothing but photo

- Kill nothing but the time

Turen gemmen junglestien for at komme ind til det 1000år gamle træ, var meget meget varm. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Sveden drev af os. Men det var en hyggelig tur gennem lidt jungle agtig bevoksning, og både guiden og chaufføren var lige så optaget som os. Dog hang der rigtig rigtig mange edderkopper over det hele. Det var virkelig ulækkert. Men efterhånden som vi kom længere og længere ind, vænnede vi os til at de var der hele vejen omkring os.

Det 1000år gamle træ, var kolosal stort. Guiden fortalte at det var så stort, at man skulle have 25 mennesker til at holde i hænder, for at nå hele vejen rundt om. Dog så det ud som om det var 2 eller 3 træer der var vokset lidt sammen, så ved ikke helt?

Turen igennem skoven var rigtig hård og vi var glad for de små hvil vi fik af og til.
Vejen ind til det gamle træ var på små stier, over små bække, gennem klipper og igennem en lille banan skov. Der var 3km ind og 3km ud igen. Turen ud igen var meget kuperet og vi vadede op og ned. Det var virkelig hårdt til sidst og ens ben begyndte at ryste, fordi trinnene var meget store og glatte, så man skulle rigtig være på vagt.Andet stop blev ved en grotte, som kaldes "The prehistoric mans cave". Der er fundet mange grotter rundt i området som har haft spor efter mennesker der levede der for 6-7000år siden. Der var ikke noget specielt ved det, men det var ret hyggeligt og dejlig køligt at være inde i den.

Sidste stop inde vi begyndte køreturen hjem igen, var et reservat for aber. De blev holdt i bure og reservatet er støtte af udenlandske zoologiskehaver og Verdensnaturfonden. Jeg vil sige at det ikke var videre spændende, fordi vi jo har set så mange aber. Men det var med i turen hvis man var hurtig til at gå igennem junglen, og det var vi selvfølgelig.

Træt af børnehaven

2008-07-05T08:52:00.000-07:00

Ja så er tiden i børnehaven ved at være slut. Det er både med glæde og vemod at jeg snart skal forlade den. Men jeg vil sige at jeg er ved at være mæt og brugt af den vietnamesiske børnehave. Jeg føler ikke jeg kan mere og jeg har tænkt meget over hvorfor.

I denne uge og sidste uge har vi haft nye lærere på prøve. Det er 7 lærere fordelt i klasserne som er på 14 dages prøve. Derefter skal de til eksamen og til interview hos rektor. Det er meget specielt, for de skal kun ansætte 3-4 ud af de 7 der er på prøve.
Hende i min klasse har gjort livet rigtig surt for mig. Hun tror ikke jeg kan noget som helt bare fordi jeg ikke kan sproget, så hun blander sig hele tiden uden at sige noget. Hvis jeg fx sidder og hjælper en dreng med at skifte tøj, kan hun finde på at komme over, tage blusen ud af hånden på mig og gøre det. De første par gange var jeg ret forbløffet og gjorde ingen ting, men nu er jeg begyndt at sige nej og tage den tilbage. Skide irriterende.
Hun er også en der fodre børnene rigtig meget. Jeg plejer at se surt på hende og ryste på hovedet. En dag måtte jeg stoppe hende to gange. Først fordi hun blev ved med at fodre en dreng der lavede opkastbevægelser og anden gang fordi hun tog en skål ud af en af drengenes hænder og ville fodre ham, mens han strittede imod. Hun er bare for meget.

Min lærer på prøve

Jeg har snakket med Ha om det og hun sagde at hun gerne ville tage en snak med hende, men at det nok var fordi hun skulle gøre det så godt som mulig, for at blive ansat. Hun ville ikke have at lærerne skulle synes hun var doven eller ikke gjorde arbejdet godt nok.Bagefter fortalte hun mig at hun heller ikke så godt kunne lide hende og at en af lærerne i min klasse også havde sagt at hun ikke kunne lide hende. Og lærerne i den klasse hvor dem på prøve er, har heldigvis også noget at skulle have sagt. Så nu håber jeg bare på at jeg på mandag får af vide at hun ikke blev ansat. Og hvis hun endelig skulle blive ansat, så tror jeg bestemt ikke det bliver i min klasse, for jeg har fået en ny lærer. Det er faktisk Mais gamle lærer, som har klaret eksamen på universitetet så flot, at hun er blevet forfremmet til en A-klasse.

Heldigvis er børnene der til at gøre min dag god. De er bare så dejligt og kærlige, det er så skønt. Jeg kan virkelig lide at være sammen med de børn, og det er så hyggeligt at de bare snakker en masse vietnamesisk til mig. Nogle gange kan jeg gætte mig frem og finde en løsning, andre gange siger jeg bare ja og ellers finder jeg en lærer der kan oversætte for mig.. Jeg kommer til at savne de skønne børn, som bare snakker vietnamesisk og som jeg ikke fatter en skid af.

Phô' Hô' Giám afslutning

2008-06-29T06:04:00.000-07:00

Så var der afskedsmiddag for Phô' Hô' Giám Huset, fordi det er den sidste aften vi har sammen alle 4. Det er sgu lidt trist, efter 5 dejlige måneder.
Det er Mai der er den første der forlader os, så hun holdt en fin tale om at det havde været et skønt halvt år og vi havde haft det hyggeligt i huset. Det kunne alle slutte sig til.
Vi spiste på Bobby Chinn, som er en fin og dyr restaurant, men maden var også rigtig god, tjenerne var søde og der var rigtig hyggeligt. Perfekt afslutning..

Perfume Pagoda

2008-06-28T22:33:00.000-07:00

Lørdag tog vi på heldagstur til Parfume Pagoda. Vi havde ikke rigtig læst på beskrivelsen af turen inden vi tog af sted, så i bussen på vej af syd på, fortalte guiden at vi skulle gå 4km hver vej for at se pagodaen. Det havde vi ikke fodtøj med til, for det regnede da vi tog af sted, så vi havde bare taget klip klappere på. Ups.

Da vi kom derned viste det sig at det var helt område med 15 forskellige pagodaer som man kunne sejle rundt til. Vi skulle kun se de to største, fordi vi ikke havde tid til at nå dem alle.Vi 4 fik en lille båd sammen med en ung fyr som roer. Han var super hurtig og vi overhælede en masse på vejen. Pludselig begyndte det at regne, og vi fik hurtigt regnslag og paraplyer op, fordi vi ved at bygerne her i Vietnam kan være ret voldsomme. Dog varede bygen ikke længe og vi kunne pakke det væk igen. Det var også utrolig varmt at sidde med regnslag på.Da vi nåede i lang skulle vi først se en pagoda i en grotte. Der var 4km op af bjerget for at se den, men han sagde det var en flot tur i kabelsvævebane og så kunne man gå ned i stedet for. Vi besluttede dog at køre begge veje, fordi det var rigtig glat at gå i klip klappere. Trapperne ned til pagodaen var våde og rigtig glatte, så det gik meget langsomt nedad. Jeg var så bange for at falde at det slet ikke var sjovt.Inde i grotten var der opstillet altre og lys, og det var faktisk ret hyggeligt. Efter frokosten skulle vi se endnu en pagoda. Her var der igen glatte trappetrin, og regnen væltede bare ned. Da vi nåede helt op til pagodaen fortalte guiden at vi ikke måtte gå derind når vi havde kort tøj på. Typisk. Så begyndte vi bare at gå ned, fordi der var ikke noget specielt ved den pagoda i forhold til alle de andre vi har set hernede. Så for mit vedkommende tror jeg at det var den alle sidste vietnamesiske pagoda jeg skulle se for denne gang. Det er ligesom ikke så spændende mere.Hjemturen i båden var ret våd, men regnslagene tog da det værste. Heldigvis havde vi den samme roer, så det gik rimelig hurtigt.. Vi nåede da i hvert fald at overhæle 8 både.
Desværre kom kameraet ikke frem, så man rigtig kunne se at regnslagene var taget i brug, men de måtte hjem og hænge til tørre, fordi de var så våde.

Farvel til Rasmus, Mai og Tina

2008-06-28T20:34:00.000-07:00

Torsdag den 24 juni havde Tina, Rasmus og Mai sidste dag i børnehaven. Lidt underligt at vi lige pludselige kun skal være to danske studerende i børnehaven i 14 dage. Vi vil komme til at savne dem. Og især vil jeg savne at sove middagslur sammen med Mai.

Men vi ses i Danmark og Mai kommer tilbage og flyver hjem sammen med Lotte og jeg den 1 august.

Da Tina og jeg er i samme klasse var jeg med til Tinas afskedsfest med børnene. Det var rigtig hyggeligt og meget rørende. Børnene sagde en masse søde ting til Tina og ønskede hende et godt liv og skønhed.

En af drengene havde lavet en "Miss world krone" til Tina og jeg, og den skulle Tina så have på hendes sidste dag. Jeg tror også han troede jeg stoppede, men der må han vente lidt endnu.

Formanden for forældrebestyrelsen var der også, sagde at børn og forældrene havde været glade for at have hende i klassen og hun fik en gave fra alle forældre og børn.

Bagefter blev der danset, sunget, spist slik, chips og frugt og Tina delte gaver ud til alle børnene. Gavnerne indholdte et kort, et billede og en bil til drengene og hårspænder til pigerne. De blev så glade for det, så det var bare herligt at se. Og så fik jeg da også lige et billede af tvillingerne i klassen. De ligner bare så meget hinanden og har altid ens tøj på. Jeg har fortalt lærerne at i Danmark prøver man at hjælpe dem til at være to individer, men de siger bare at de godt kan lide at være sammen.Dagen sluttede af med at Ha fik gaven fra alle os danske studerende. Det var et gavekort til en massage sted, hvor man også kan blive klippet og få forskellige behandlinger. Vi havde været lidt usikre på ideen, men hun blev bare så glad for den, så det kunne ikke være mere perfekt.

Tina, Rasmus og Mai fik også deres gaver. De var en billedramme med to billeder. Et af dem og Ha og så et hvor Ha's kæreste havde lavet lidt sjov. Fx var Rasmus på et plakat hvor pigerne savlede over ham og Mai var på forsiden at Vouge. Glæder mig til at få mit. Det er en genial ide.

Afskedsfest i børnehaven

2008-06-26T20:39:00.000-07:00

Der har været lidt problemer med afskedsfesten, fordi vi stopper på forskellige tidspunkter og dem der stopper først er ikke hjemme når vi sidste stopper. Men festen blev arrangeret og det blev onsdag aften. Lidt underligt når man har 14 dage endnu, men sådan er det nu bare.
Der var heller ikke ret mange der kunne forstå at Tina og jeg ikke stoppede, og de blev ved med at komme og sige farvel til os. Specielt dem der ikke kan tale engelsk, så vi måtte have fat i Ha hver gang og få hende til at forklare at Tina og jeg altså bliver lidt endnu.

Aftenen startede med taler fra rektor og vicerektor hvorefter vi fik gaver. Det var bare så mange søde ord de kunne sige og vi fik hver en buket blomster og en gave. Os tøser fik en taske mens Rasmus fik nogle fade. Derefter skulle der stilles op til fotografering og det var lige så binde galt som det plejer, men vi kender jo rutinen.Lotte fik også blomster.Så skulle der spises og der var bare så meget mad. Jeg sad ved bord sammen med rektor, vicerektor, Ha og Hoa. De var ret gode til at fylde i min skål, så jeg ikke kom til at mangle noget. Rektor grinte hver gang jeg sagde ”Cam On” når hun gav mig noget.

Derefter var det tid til optræden, leg og sang.
Tidligere på dagen havde en lærer fra hver klasse og os danske studerende lært hinanden sange. ”Mot con viet” og ”En lille and med vinge”. Dem skulle vi så optræde med og lave de tilhørende fagter. Det gik rigtig godt, og sådan nogle vietnamesere er ret lærenemme. Det var kun os danske studerende der måtte stå med papir for at huske den.g

Så var det tid til lege.
Vi lagde ud med sæt halen på æslet, hvilket de synes var ret morsomt. Rektor skulle også lige prøve inden de to hold skulle konkurrere.Derefter var der flaske leg, hvor man får spændt en snor om livet med en blyant i, og derefter skal man sænke den ned i en flaske eller dåse.Til sidst sluttede vi af med ballondans. Det var ret kaotisk og jeg tror ikke rigtig de kære lærere har prøvet det før. Hoa og jeg vandt, så det var bare fantastisk.
Inden der var fri karaoke, var der lige nogle der skulle optræde med nogle sange. Bl.a. køkkendamen som havde øvet sig på en engelsk sang.
Derefter begyndte folk ligeså stille at smutte hjem. På et tidspunkt blev det også nok for os, fordi der hele tiden var vietnamesiske sange. Men der var klokken også 21.30.

Besøg i special børnehaven

2008-06-26T07:58:00.000-07:00

Onsdag formiddag havde Ha arrangeret at vi kunne komme over og se specialbørnehaven der hører til Collage ligesom vores børnehave. Det er en forholdsvis ny institution, den er fra december 2005.
Vi fik en rundvisning på de 3 etager for børn, fordi resten bare var kontorer og møderum.
Det var et rigtig hyggeligt sted og børnene så ud til at have det rigtig godt. Der var 12 børn der går der fast hver dag og dertil knyttet 3 lærere. Børnene løb glade rundt i et lege rum og nogle var inde og få enkel undervisning.Børnehaven har også deltidsbørn, som går i almindelig børnehave, men kommer der for at få speciel undervisning i bestemte ting. Der er 4-5 børn fra vores børnehave der får undervisning derinde. Mai mødte en af sine gamle børn fra hendes klasse.Vi mødte også en dreng vi følges med hver morgen i bussen, sammen med hans bedstemor. Han er simpelthen så sød og han kunne genkende os. Vi har af og til snakket og leget med ham i bussen og bedstemoren er meget glad for at holde fast i os ud af bussen og over vejen. Skønt at han kunne huske os og vi fik da også lige et kæmpe kram hver.

Besøg på Sao Mai

2008-06-24T05:41:00.000-07:00

I dag var Mai og jeg med Lotte på arbejde på Sao Mai.
Vi startede med at være i Lottes klasse om formiddagen, hvor børnene er små og er diagnosticeret autister.
Dagen startede med at børnene blev afleveret og løb rundt inde i klassen og legede. Derefter var der morgensamling hvor alle børnene skulle sidde på stole og høre på hinanden sige godmorgen og synge en sang. Det tog meget lang tid og børnene kunne slet ikke sidde stille til sidst. Jeg tror alle nåede at græde inden samlingen var færdig. Specielt en lille ny dreng der havde første dag, havde det rigtig svært. Han lå nede på gulvet hvor Mai og jeg sad og grad. Ingen af lærerne gjorde noget.
Inden de helt var færdige med samlingen forlod Lotte, Mai og jeg klassen for at gå op og se hvordan talepædagogen arbejdede. Der var faktisk bedre end jeg lige havde regnet med, men stadig meget disciplin.Da vi kom tilbage skulle vi ud og lege uden i den lille gå. Det var smadder hyggeligt og børnene løb rundt og havde det sjovt. Derefter gik vi ind i en stor gymnastiksal, hvor børnene også bare fik lov til at løbe rundt og lege. Her kom der også andre klasser ind, og det virkede ret kaotisk.
En af de små drenge tog min tomme vandflaske og legede med. Han gik og lod som om han drak af den og sagde ”ahh” bagefter. Hyggeligt havde han det.Frokosten var typsik vietnamesisk. De fleste børn blev fodret og der var to vietnamesiske studerende derinde også, som prøvede at fodre børnene. Heldigvis fik Lotte gjort opmærksom på at nogle af børnene godt kunne spise selv, og det fik de lov til. Alt i mens drønede techno musikken for fulde drøn og den lille nye dreng lå på gulvet og halvsov. Imponerende nok lod de ham være og det resulterede i at han på et tidspunkt rejste sig op og satte sig op på en stol, fordi han var blevet sulten. Perfekt.Om eftermiddagen var vi oppe i en klasse med 8 drenge på 7-14år, hvor de fleste så ud til at være mongoler. De var bare så søde og sjove. Først så vi dem få frokost, derefter skulle de havde lektion i hvordan man stille sko på plads og derefter var de i computerrummet, hvor der også var cykler til dem der ikke kunne spille.

De var ret grove overfor hinanden og der var kun en lærer i denne klasse. Hver gang hun gik ud af klassen, overtog en stor dreng rollen som bestemmer og gik og slog og råbte af de andre. Op til flere gange gik han hen og gav den samme en lussing. Der var virkelig væmmelig, og man blev sgu lidt bange for hans udadreagerende temperament. Dagen sluttede af med at børnene sagde farvel på skift og sang en sang, inden de bare fik lov til at rende rundt. Mange af dem var ret optaget af mit kamera, så vi fik lige taget et lille gruppe billede. Der blev også kysset og krammet og til sidste danset hip hop og lagt arm.

Fantastisk weekend

2008-06-23T04:52:00.000-07:00

Så er endnu en weekend gået alt for stærkt. Vi har bare shoppet, været til fest, haft videohygge og været på museum.
Fredag tog vi en shoppe tur inde i byen. Det er bare så dejligt bare at kunne gå rund inden i byen. Vi var nede af sølv gaden, men desværre var der ikke de vilde ting der.
Lotte og jeg fik også bestilt billet til Thailand, så vi flyver fra Hanoi den 14 juli og kommer tilbage den 24juli. Skønt med ferie inden vi skal hjem til Danmark.

Lørdag tog vi på etnologisk museum.

Det var ret spændende at se de forskellige etniske minoriteters arbejde, dragter og huse. Dog var det alt for varm at gå rundt.

Først var vi inde på museet og bagefter gik vi runde uden for hvor man kunne gå ind i husene.

En gammeldags lune kalender

Det var lidt hyggeligt at se dem i realistisk perspektiv.

Om eftermiddagen var vi inviteret hjem til Tina, Rasmus og Thuy til fødselsdag og afskedsfest. Vi startede med at spise lagkage hjemme hos dem, inden vi tog ind til byen og fik noget aftensmad. Det var skide hyggeligt og Tina fik gaver og fødselsdagssang. Efter maden fik Tina kage af restauranten mens vi andre fik is. Det var virkelig flot.
Tina havde også fået en champagne i fødselsdagsgave og den serverede tjeneren for os, inden vi tog videre i byen.Søndag var bare afslapningsdag hjemme i huset, mens rengøringsdamen knoklede.
Efter frokosten samledes vi på Mais værelse og så filmen ”Drageløberen” som vi alle har læst. Jeg var nemlig så heldig at have nogle skønne kollegaer der gav mig den som farvel gave.

Nye børn

2008-06-20T08:24:00.001-07:00

Denne uge har også været den første uge med nye børn. Det har været lidt underligt at få helt nye børn og de kender mig jo overhovede ikke. Så nu skal man starte forfra med at lære navne, lære at kommunikere osv. Men jeg vil sige det går bedre end forventet. Den klasse jeg har fået op, er Tina A's klasse, så hun er også i A1 sammen med mig. Børnene har derfor været vant til at kommunikere med hvide mennesker før, så det gør det hele lettere. Jeg har allerede fået mig nogle venner der kan huske hvad jeg hedder, snakke med mig, giver mig kram osv. Det er bare herligt.

Der er tvillinger i min klasse, og de er næsten ikke til at kende forskel på. De er bare så søde, Thai og Lai. Drengene har også altid samme tøj på, så den eneste forskel er at den ene har en skønhedsplet i panden. Desværre har de ikke samme tøj på på billederne, fordi det er fra forskellige dage, men håber jeg en dag kan få et hvor begge er på :)

Der er også kommet en helt ny dreng i min klasse, som aldrig har gået i børnehave før. Han har haft det rigtig svært med at blive afleveret, og dvs. at to lærere må hive ham fri fra moderen mens han skriger og græder. Det er virkelig hårdt at se men Hoa takler det utrolig godt. Hun tager drengen på skødet, tørre hans øje, snakker med ham osv. Det tager faktisk kun få minutter før han er oven på igen. Godt arbejde.

Anden og sidste workshop

2008-06-20T07:23:00.000-07:00

Det meste af denne uge er gået med at lave workshop. Pga. 2 ugers sommerferie har vi ikke haft så meget tid, men det gik alligevel. Vi var effektive og fik stablet den på benene i løbet af ugen. Vi var også så heldige at skulle have Ha som oversætter, hvilket gjorde det meget lettere, fordi vi kender hende. Hun havde også sat sig ind i temaerne på forhånd og fået forklaret teorier, så hun vidste hvad de gik ud på. Det var så fedt.

Torsdag kl. 9 mødtes vi nede i det store mødelokale hvor workshoppen skulle foregå kl. 13.30.

Vi havde aftalt at øve det igennem, egentlig først for Ha's skyld, men da vi heller ikke havde øvet det sammen, passede det perfekt. Det var rigtig rart og det gjorde alle mere sikre. Dog var Ha stadig meget nervøs.

Workshoppen gik glidende.

Vice rektor startede med at holde en lille tale om hvor godt det var at have danske studerende at arbejde sammen med. Hun præsenterede os og lærer forsamlingen inden vi startede.

Første halvdel handlede om anerkendelse, hvor de fik en fin planche til hver klasse og vi viste nogle skuespil og derefter flow. Anden halvdel handlede om Howard Gardner hvor de også fik plancher og der var en tegneøvelse for lærerne. Og så sluttede vi af med reflektioner omkring udendørsleg og fodtøj.

Inden vi sluttede for alvor, skulle rektor lige holde den afsluttende tale.

Lotte mødte selvfølgelig også op for at støtte os. Hun deltog aktivt i tegne øvelsen og tog en masse billeder under workshoppen. Tak for det.

Det er rigtig dejligt at have overstået den workshop, og jeg synes også den gik rigtig godt. Jeg føler at lærerne var med os det meste af vejen og stillede nogle gode og relevante spørgsmål. Jeg håber virkelig de kan bruge nogle af tingene i deres hverdag. Nogle af lærerne gav i hvert fald udtryk for at de kunne lide teorierne og de kunne se hvor vigtige de var i forhold til deres arbejde med børn.

Regntid i Hanoi

2008-06-19T21:14:00.000-07:00

Ja så er regntiden for alvor kommet til Hanoi. Det er helt vildt, for når det regner, så regner det virkelig meget og det virker som om det aldrig stopper igen.
I starten regnede det om aftenen og natten, men så var det også både med lyn og torden. Så begyndte det at regne om dagen, mens vi var i børnehave, men det var ikke så meget. Men så i onsdags, så stod det ned i stænger. Efter en times tid var alle gaderne i vores kvarter oversvømmet. Vi måtte droppe at købe ost til aftensmad, fordi gaden vi skulle ned af var forvandlet til en flot. Det er så vildt. Jeg lavede en lille film da vi gik ned af vores lille gade, som var godt oversvømmet. Og da vi nåede til vores trappetrin var de to første oversvømmet, og det var kun et fra at det var kommet ind i vores gang.

Inde i huset var der vådt ved alle døre og vinduer, forståelig nok fordi de simpelthen ikke er tætte. Men på mit værelse dryppede det også ned fra loftet, og der kom vand ud af vores modem nede på Lottes værelse. Det var helt vildt.

KOTO afslutning

2008-06-19T07:50:00.000-07:00

Mandag aften havde KOTO arrangeret afslutning for os, og Anh Vu og Elaine havde bestemt at vi skulle lave et lille danseshow. Vi tog en taxa derop, fordi vi skulle allerede være der kl. 19 og fordi vi havde lovet at tage 4 store kager med. Desværre kom vi ud og køre med en rigtig sur taxa chauffør som snød os. Taxameteret stoppede på 30.000 dong og det gav jeg ham. Han ville have mere og blev så sur på os at han hev fat i min arm, men jeg var heldigvis stærkest og kom ud. Derefter fulgte han efter os ind på KOTO Training Center og skældte mig ud og pegede på mig. Jeg forklarede Anh Vu situationen og hun oversatte på vietnamesisk. Han skældte ud og pege meget surt på mig flere gange. Da jeg til sidst sagde at jeg gerne ville bede om hans chef’s nummer, så jeg kunne ringe og fortælle situationen gik han i vrede. Utroligt!

Denne aften viste sig også at være en velkomstfest for den nye klasse 13, tror vi nok. Alle tre klasser fra KOTO var der plus lærere og frivillige. Så rummet var fyldt.
Der var en masse forskellige underholdning og der blev serveret kage, sodavand og frugt.

Nogle sange, gætte lege og skuespil. Et af skuespillene gik ud på at en prins skulle vælge mellem 12 prinsesser og alle prinsesserne var drenge klædt i pige tøj. Det var virkelig morsomt og de var sgu gode til det. Tror de fleste vietnamesere har kontakt til deres feminine side.Og til sidst viste vi så vores lille danse nummer som først var lært 2 timer inden, men som var ret sjovt.

Afslutningen blev at vi fik en gave hver og et stort bifald.

Det har virkelig været nogle dejlige aftner sammen med de unge fra KOTO. Tror jeg kommer til at savne det.

Til min familie

2008-06-17T07:06:00.000-07:00

Min mor overgav mig den triste nyhed, om at min onkel Frank døde mandag morgen.
Den triste nyhed gav mig endnu mere en før, lejlighed til at tænke på hele min familie der hjemme. Jeg er ked af at jeg ikke kan være der til at støtte jer, men i skal vide at jeg tænker rigtig meget på jer og savner jer..

Hvil i fred onkel Frank

Afslapning i Hoi An

2008-06-16T08:17:00.000-07:00

Søndag meget tidlig om morgenen forlod vi Saigon for at taget til Hoi An og møde Tina og Lotte. Det hele gik smertefrit og vi fik et værelse på hotellet hvor Tina og Lotte allerede boede.
Ferien bestod mest af at ligge på stranden om dagen og så spise og shoppe om aftenen. Det var lige hvad jeg havde brug for og det blev nydt i fulde drag. Jeg fik fundet skrædderen jeg brugte sidste gang og hun tog imod mig med kys hånd. Jeg havde jo også sagt hende at jeg nok skulle komme igen. Jeg fik igen lavet en masse flot tøj hos hende, så det var bare skønt. Så nu kan alt det gamle ryge ud hernede og kun det nye komme i kufferten til Danmark. Sko fik vi også lavet, så der er det også kun de nye der må komme med hjem.Tiden på stranden gik rigtig hurtigt, men nogle dage var det simpelthen for varmt at ligge i solen. Så var det ind under parasollen eller ud i vandet. Alligevel måtte den stakkels pige der servicerede os, have en masse tøj på, for at passe på hendes hud og ikke blive brun.

Vi fik os også en lille ven nede på stranden. Vi faldt for en gammel dame som var strandsælger. Normalt kotter vi dem af med det samme, men hende her kunne vi ikke stå for. Hun drak vores bundsjatter af øllene, lavede sjov og grinede helt nede fra maven. Det var så hyggeligt.Og en lille film med mig og den gamle dame, hvor vi snakker om hendes vare og jeg prøver at lære hende ordet chips.

Den ene dag var vi på besøg på et børnehjem. Lotte havde set en seddel om at man kunne komme og få en rundvisning og vi havde også bestilt tid. Det virkede ikke helt som om de forstod det da vi mødte op på det aftalte tidspunkt, men det lykkedes. Det var virkelig skrækkeligt. Der var 76 børn, men mange af dem var i skole. Dem der var tilbage havde det rigtig skidt og det var tydeligt at se at de var handicappede. Jeg fik en rigtig dårlig fornemmelse af at være der, fordi der bare var trist og sølle, og man kunne fornemme at børnene kun fik kontakt når lærerne skulle give dem mad eller skifte dem.

Jeg fik mig en lille ny ven. Jeg tror han var ved at lære at gå, og han gik med en læge i hånden da vi kom. Han styrede lige mod os, og da jeg satte mig ned kom han over til mig og satte sig ned. Han var helt svedig og man kunne se han havde anstrengt sig. Stakkels lille dreng. Og han blev så ked af det da vi skulle gå. Bagefter havde vi en snak med lederen på et fint kontor, men vi vidste ikke helt hvad vi skulle spørge om andet end hvor mange børn, hvor gamle de var osv. Det hun håbede på var at få en donation eller nogle penge. Der kom også en lærer og fortalte at de manglede skole uniformer til næste år. Men vi er jo fattige studerende og ville bare se det.

Den anden ting vi var inde og se var silkeorme. Der var en pige der guidede os rundt og vi så først ormene, derefter så vi at de havde forpubbet sig og kunne ryste den for at mærke ormen inden i. Ormene spinder silke uden om deres krop. Pubberne bliver lagt i kogende vand så ormene dør og så spinder de silken op. Det er virkelig imponerende at se.

Peter nød også ferien i Hoi An.. På stranden i en muslingeskal og hvil i skyggen med solbriller og cola.

Og vi fik udfordret hinanden... Pizza med pinde, pool osv..

3 dage i Saigon/Ho Chi Minh City

2008-06-15T03:46:00.000-07:00

Første stop på denne ferie blev Saigon, for mig og Mais vedkommende. Vi tog flyveren onsdag aften, efter at have sørget for at hendes far fandt hans rigtige fly til.
Da vores fly først var blevet aflyst og vi havde fået en senere afgang og flyet derefter var forsinket, endte det med at vi ankom til Saigon meget sent. Den var faktisk midnat da vi stod ud af taxaen. Vi havde intet hotel, men vi tog det i stiv arm. Vi havde et lille kort og vi vidste hvor backpacker kvarteret med billige hoteller lå. Vi tog det første og det bedste, selvom det så lidt tvivlsomt ud, da der lå to fyre og sov på madrasser på gulvet. Men den ene var hurtigt oppe, tog en skjorte på og viste os ind. Vi så et værelse og fik forhandlet prisen ned på 15US$/nat. Det var et okay hotel og det havde to senge, et bad og aircondition, som var det vi skulle bruge.
Torsdag morgen stod vi tidligt op og det viste sig at der på hotellet var et booking-kontor. Vi fik booket de to ture vi skulle nå ”Mekongfloden” og ”Cu Chi tunlerne” og det var rimelig billigt.
Derefter begav vi os af sted efter morgenmad, og det var desværre ikke så let som vi først havde antaget. Vi besluttede at gå ind mod centrum, fordi det var der de ting vi skulle se lå. Men ingen restauranter fandt vi overhovedet. Det endte med at vi fandt en lille gade vogn og fik købt brød med ost i og en vand. Efter det var vi en tur i en par, hvor der var rigtig mange mennesker. Det var rigtig hyggeligt og man kunne se børn lege, unge mennesker der tegnede og tog billeder og voksne mænd der trænede. Solen skinnede og det var bare dejligt at sidde og nyde et stille og fredeligt sted.
Første kulturelle stop i planen var museet for krigsforbrydelser. Der var en masse forfærdelige billeder fra krigen og fra de mén krigen havde givet folk. Heldigvis sluttede det af med en børneudstilling omkring krig og fred, hvor børnene skulle tegne ud fra det tema. Det var virkelig imponerende at sådan nogle unge hjerner kan tænke så stort og at de kunne tegne så flot. Tegningerne var virkelig sigende og var et projekt i forbindelse med Børnenes Dag.

Andet og tredje stop lå lige ved siden af hinanden. Det var den store domkirke som lå midt i byen med en stor statue med Jomfru Maria foran sig. Den var kæmpe stor og rigtig flot. Ved siden af lå det mere en 100år gamle hovedpostkontoret. Det fungere stadig som posthus men er også en seværdighed. Lidt ligesom Grand Station i USA. Det var rigtig flot, med buet loft.Det sidste den dag blev et besøg i Genforeningsbygningen eller paladset. Det var alt for varmt til at gå rundt derinde og der var mindst 100 forskellige rum at se. Det havde ikke lige min interesse, så det blev vi hurtige færdige med.

Efter aftensmaden tog vi forbi Ben Thanh markedet og så på tøj, sko, tasker og hvad hjertet ellers begærer.

Anden dagen var turen på Mekong Floden. Turen derned tog omkring 3 timer, men heldigvis var der tid til at sove lidt, når guiden ikke snakkede. Båden vi skulle sejle med var rigtig hyggelig og havde bambus stole og tag der skyggede for solen. Først sejlede vi igennem det flydende marked. Det er her de lokale der bor på deres både handler, og hun fortalte at man mindst skulle købe 10kg. Hver båd havde kun en ting, så det var nemt at handle.

Derefter kom vi i land på en ø, hvor de knoklede. De lavede kokosmælk, kokosbolcher, popris, rispapir, kiks osv. Det var virkelig imponerende og se og intet gik til spilde. Selv kokos skallen blev brugt til brænde.

Den næste ø vi ankom til, var der hvor vi skulle spise frokost. Vi fik et dejlig måltid og derefter kunne man vælge at cykle lidt rundt i området eller bare slappe af en times tid, inden vi skulle sejle videre. Det var alt for varmt til at cykle, så Mai og jeg fandt os hver en hængekøje, hvor vi fik slappe af. Der var også mulighed for at holde en kæmpe slange, men hverken Mai eller jeg havde lysten.
Inden vi skulle sejle tilbage til land med den store båd, fik vi lige en lille sejltur op af floden i en lille båd. Det var rigtig hyggeligt, men også rigtig varmt. Der var hatte til låns, men vi havde vores egne kasketter med.
Sidste dag havde vi booket en tur til Cu Thi tunnelerne med stop ved en slags kirke, hvor Cao Dai blandingsreligionen holdt bøn. Det var en kæmpe mæssig kirke, og man kunne se alle de forskellig klædte menneske gøre sig klar. Der var buddhister klædt i gult, katolister klædt i rødt, hinduister klædt i blåt og de lokale Cao Dai klædt i hvidt. Det var virkelig imponerende og se, og i kirken var der trappetrin, hvor de kunne stige i grad, alt efter hvor tæt de var på Nirvana. Det var imponerende og se, men også meget turistet, for hele balkonen var fyldt med folk der tog billeder.Efter bønnen fik vi en hurtig og stresset frokost på en mindre pæn vejcafe. Det var bare slet ikke hyggeligt når vi sådan skulle skynde os at sluge maden.

Efter endnu 2 timers køretur i bus nåede vi frem til Cu Chi tunnelerne. Først så vi en kort video fra krigen hvor man kunne se hvordan de brugte tunnelerne og hemmelige rum. Derefter gik vi en tur rundt i skoven hvor vi så forskellige fælder og man kunne prøvet et hemmeligt gemmested. Jeg troede jeg ville prøve, men da jeg kunne mærke at mine hofter måske var for brede, opgav jeg. Jeg skulle ikke nyde noget af at sidde fast. Mai havde godt nok lovet at grave mig fri, men tror også hun fortrød da hun så den hårde jord.Det sidste vi fik lov til på vores forhastede tur var at kravle i tunnelerne, som var lavet ud til dobbelt størrelse til ære for turister. Jeg vil sige at jeg synes de var små nok. Godt nok kunne vi gå med let bukkede ben, hvis man bare bukkede sig ned i ryggen. Men det var godt nok en hård stilling at gå i og man måtte have armene fremme for at mærke efter, da der var ret mørkt. Det var en sjov oplevelse, men hold op hvor var man ulækker og svedig da man kom ud.
Aftenen sluttede vi af med på en hyggelig restaurant sammen med Tina, Rasmus og en af deres venner Linh. Her fik vi både en gril og en slags fondue, som på vietnamesisk hedder Hot Pot. Det var super lækkert og især det grillede kød var lige i øjet. Det mindede helt om en dansk sommer.

Keramik landsby og Helvedes hullet

2008-06-04T02:16:00.000-07:00

Tirsdag tog Tina og jeg til keramik landsbyen. Vi tog bussen derud og endte lige i et kæmpe marked. Det var helt vildt stort og der var bare så mange flotte ting. Dog måtte vi begrænse os, fordi vi ved at vi skal transportere det helt til Danmark om et par måneder. Men det var bare så flot og så billigt. Det er ærgerligt at der ikke findes sådan et marked hjemme i Danmark, for så ville ens skabe da hurtig blive fyldt.

I dag har Mai, hendes far og jeg været i ”helvedes hullet”. Det er dele af et fængsel, som franskmændene byggede da de erobrede Hanoi. Her sad masser af vietnamesiske fangere. I 1960’erne blev det brugt til at husere amerikanske piloter og andre besætningsfolk fra flyene.
Det var ret spændende og se, dog kan man godt se at tingene er skrevet af vietnamesere.

Her flygtede fangere igennem

Cellerne

Nu holder bloggen og jeg ferie igen. Først i Ho Chi Minh City og senere i Hoi An, så der går lidt tid før jeg får skrevet igen. Vi er først tilbage i Hanoi den 14 juni.

Turist i Hanoi + KOTO

2008-06-04T01:39:00.000-07:00

Mandag legede Tina og jeg turister i Hanoi. Vi tog ”Turen går til Vietnam” og tjekkede alle seværdighederne i Hanoi. Vi havde set de fleste, men manglede det nedskudte bombefly, Prins Henriks gymnasium og udenrigsministeriet. Vi tog kortet og kameraet i tasken og begav os af sted.
Første stop var det nedskudte bombefly, og det var ikke lige hvad jeg havde regnet med. Men vi fik tager billeder af det fra alle vinkler, så nu er det set.

Derefter gik vi gennem en stor og flot park for at komme over til udenrigsministeriet og Gymnasiet, som nu er partihovedkvarter. De skulle ligge lige ved siden af hinanden, men vi vidste ikke helt hvilke bygninger det var. Vi prøvede at spørge vagterne, men de anede det ikke og pegene bare videre ned af vejen. Det viser sig så at vi har set de bygninger en masse gange, fordi det ligger lige ved Ho Chi Minh. Typisk. Men nu har vi taget billeder af det og ved hvad det er, selvom de ligner meget hinanden.

Prins Henriks Gymnasium - Partihovedkvarteret

Udenrigsministeriet

Om aftenen var vi til middag på KOTO restaurant i anledning af børnenes dag. Vi kom dog for tidligt, så vi sad sammen med den nystartede klasse og de kunne ikke andet engelsk end ”how are you”, ”what is your name” og ”how old are you”. Det er helt vildt så dårlig de er til engelsk, men det er selvfølgelig også unge der har haft en svær barndom. Bagefter var vi med til et lille møde, hvor Anh Vu oversætte for os. Det var super rart og man fik et indblik i livet omkring KOTO.

Så var der mad som bestod af nuddelsuppe og is. Det var skønt. Bagefter tog vi til en fødselsdag på KOTO centeret, hvor der var frugt, kage, sodavand osv. Det var meget hyggeligt, og det var en klasse hvor de kunne lidt engelsk. Dog blev det lidt langtrukkent fordi vi sad og ventede en time på at lederes af KOTO kom. De unge holder så meget af ham, men han havde god tid og kom meget sent. Men det var sjovt at se sådan et arrangement og det var meget rørende.De fik også mig til at spise et specielt blomsterblad og Tina til at drikke en speciel KOTO Smoothy som så ret klam ud.

Mai's fødselsdag

2008-06-03T08:11:00.000-07:00

Den 31 maj havde Mai fødselsdag, og vi ville jo selvfølgelig gøre det bedste for hende.
Vi havde bestilt chokolade kage, som var hendes største ønske. Da vi var nede i butikken for at bestille det og vi spurgte om de kunne engelsk begyndte hun at vise os forskellige lys. Svaret var altså nej og vi måtte ty til en anden løsning. Vi fik Ha til at skrive en seddel på vietnamesisk som vi gik ned og aflevere og det hjalp. Vi fik den flotteste kage hvor der stod tillykke Mai. Perfekt. Så var der gaverne. Vores gave havde vi klaret, det var værre med en der kom fra Danmark. Vi forstod ikke hvorfor den ikke var kommet frem, så vi gik en tur på posthuset. Her forstod de heller ikke en meter og da jeg skrev Pho Ho Giam som er vores adresse, begyndte de at vide hvad vej vi skulle gå. Tina og jeg var ude i den helt store tegn og gæt konkurrence og jeg tror vi fik samlet 7-8 mennesker, som prøvede at gætte. Vi tegnede et brev og en pakke, skrev vores adresse, skrev datoen for hvornår den var sendt og tegnede et fly, fordi det var sendt per fly. Men de havde desværre ikke fået den, så vi måtte give op.

Lørdag havde vi lavet det helt store morgenbord, men bedt Mai om at vente oppe på hendes værelse. Hvad hun ikke vidste af var at vi havde inviteret Ha og lærerne fra hendes klasse. De var inviteret til kl. 8.30, men kom for sent. Vi måtte starte da kun Ha var kommet, men Mai vidste da heller ikke at der skulle komme flere. Mai blev dog overrasket alligevel.Da der kom en motorbike uden foran huset og vi sagde til Mai at hun måske kendte dem. Hun blev ved med at sige nej, indtil vi fik hende ud og kigge, og så var det hendes lærer og hendes barn. Herligt at de nåede det, selvom det var lidt sent. Men de kom og det var det vigtigste og vi havde en hyggelig morgen.

Og vi havde så meget kage til overs, fordi Mai skulle have den største og bedste, at børnene ude på vejen da også fik et stykke. Og ham den lille Duy Anh ville da gerne have hele fadet hvis det skulle være, men det synes Mais far ikke om.

Farvel

2008-06-01T06:29:00.000-07:00

Så blev det dagen, hvor børnene i min klasse havde sidste dag i børnehaven inden de skal starte i skole. Det blev mere trist end forventet.
Formiddagen gik med hygge og leg i klassen og vi havde besøg af B2-klassen, som er dem der skal være A2 nu. Der er godt nok mange nye børn jeg skal til at lære at kende, og denne gang kun for 4 uger, for så er jeg færdig i børnehaven.
Til frokost havde vi fin middag, fordi vi skulle fejre at der var 2 ugers sommerferie og fordi Anine havde sidste dag i børnehaven. Tilfældigvis var det også den dag Mais far også var på besøg, så der var rigtig mange anledninger.
Om eftermiddagen blev der linet borde op med slik, chips, frugt osv. Derefter blev børnene sat i en rundkreds langs væggene og vi fik hentet ekstra stole til forældrene.
Det blev en være tudekoncert. Først skulle børnene sige noget til lærerne, og det må have været noget virkelig pænt, for mine lærere begyndte at græde. Så sang børnene en farvel sang, hvor de bare sad og grad. Det var helt forfærdelig og ingen trøstede dem eller sagde til dem at de godt kunne forstå de grad. Det var virkelig hårdt og flere og flere begyndte, så lige meget hvor jeg kiggede hen kunne jeg se grædende mennesker. Forældrene kneb også en tåre eller flere. Og til dem der kender mig, så ved i at når jeg ser andre græde begynder jeg selv. Så jeg var da også med. Derefter skulle lærerne sige noget til børnene, og det kunne de næsten ikke, fordi de græd imens. Jeg fik også lov at sige noget, men det var ret svært fordi alle hylede, og jeg prøvede at lade være mens jeg skulle sige noget. Men jeg fik da sagt pænt farvel og takket dem alle.
Så var det tid til gaver og blomster. Forældre bestyrelsen startede, og jeg fik et indrammet billede af dem. Derefter kom børnene med gaver og blomster til mig og forældrene rendte rundt og tog billeder. Forældrene var pænt henne og sige tak til mig på det bedste engelsk de nu kunne og fortælle mig hvor glade deres børn havde været for mig. Der kom også en bedste mor hen til mig og krammede mig. Et meget langt et af slagsen. Måske omkring et minut. Derefter kiggede hun på mig, tørrede mine øjne, tog min hånd og sagde ”thank you” mens hun smilede. Det var lidt af en oplevelse.
Men jeg fik sagt pænt farvel til alle børnene og hold op hvor kommer jeg til at savne dem. De små stakkels børn. Har sat lidt billeder ind af mig og børnene.

Jeg fik også sagt farvel til min ene lærer som skal på barsel. Hun skal føde om 14 dage, så det er ved at være tid og hun er også ret stor. Men hun lovede at jeg måtte komme hjem og se babyen, når den er blevet født. Det kunne være så hyggeligt.

Held og lykke Quinh.

Børnenes dag

2008-06-01T04:35:00.000-07:00

Den 1 juni er det ”Børnenes dag” i Vietnam og det ville børnehaven fejre. Alle børn og lærere i børnehaven var inviteret til teater på Collage om torsdagen. Det foregik inden i et stort auditorium med en scene.
Først var der en mand der balancerede på en stige, så var der en tryllekunster med duer, så var der et teaterstykke med en ulv og en kanin, så var der en mand der balancere med krukker på hovedet og til sidst var der en klovn.Børn og lærere hyggede sig rigtig meget under underholdningen og der blev klappet, grinet og taget billeder. Det var rigtig sjovt at prøve og en god ide at børnene kommer lidt ud.

Da vi kom hjem til børnehaven igen, var der nogle af børnene der var meget facineret over showet vi lige havde set, så de begyndte at balancere med ting på hovedet og armene. Da de så opdagede jeg filmede, blev de ved, og bagefter fik de så lov til at se hvor gode de havde været.

Workshop2 på Sao Mai

2008-06-01T04:06:00.000-07:00

Onsdag fik Lotte og Thuy klaret deres anden og sidste workshop, og vi var selvfølgelig med til den. Vi tog lidt tidligere fra børnehaven og tog en taxa direkte derud. Desværre havde de problemer med projektoren, så humøret var lidt nede. Heldigvis havde Tina og jeg medbragt colaer og chokoladekiks. Men workshoppen gik fint og smertefrit, og det lød som om alle partner fik noget ud af det. Jeg sad ved siden af chefen Dr. Lan og hun tog flittigt notater. Hun sagde også bagefter at hun ville tage de to teorier Lotte og Thuy havde brugt, op med lærerne igen på vietnamesisk, så de kunne få mere med omkring teorien.
Workshoppen gav mig også endnu mere bekræftelse i at vietnamesere og danskere tænker forskelligt. Lotte og Thuy snakkede om fri leg og det kunne lærerne ikke forstå. Fri leg tolkede de som om at børnene måtte det hele og lærerne bare skulle lade stå til og ikke give regler. De forstod ikke når Lotte forklare at når der var fri leg, så var der nogle overordnede regler, men at det bare ikke var de voksne der bestemte hvad børnene skulle lege med. De mente også at børnene ikke kendte den rigtige måde at lege med legetøjet på, hvis lærerne ikke viste dem det. Og lod de være ville børnene ødelægge legetøjet.
Det er virkelig en kultur forskel og jeg har også noteret at vi skal huske det til vores workshop. Nogle ting forstår de bare ikke ligesom os, og det kan give problemer. Og det største problem er at det er en vietnameser der oversætter, og hun tænker på sammen måde som lærerne og ikke os. Derfor vil der komme en masse misforståelser.
Men jeg misunder Lotte og Thuy for at være færdig med deres workshops, vores er først den 19 juni.

Pakke til Danmark

2008-05-31T22:32:00.001-07:00

Så fik vi endelig sendt en kasse hver hjem til Danmark. Vi har snakket om det længe og fordi det skal sendes med skib tager det omkring 3 måneder at komme frem.
Men tirsdag da vi kom hjem fra ferie i Nha Trang fik vi pakket dem og sendt dem. Det tog sin tid. Det med at pakke dem var ikke helt let, for vi ved jo at de måske ikke bliver behandlet helt godt, men vi gjorde hvad vi kunne med en masse tape. Vi havde fået Trang til at bestille en stor taxa til os, men efter at have ventet 20min ude i den bagende sol, tog Tina og jeg affære. Vi gik ud og prajede en stor taxa og Tina forklarede med store armbevægelser at vi havde nogle kæmpe kasser der skulle med. Det hele lykkedes og vi var på vej til postkontoret. Det viste sig at være MEGET mere besværligt end som så. Først skulle vi skrive 2 forskellige sedler med vores navn, modtagerens navn og så alle de ting der er i kassen og deres værdig. Så skulle hun fandeme også åbne kasserne for at se hvad der var i. Jeg viste hende den liste jeg havde lavet med ALLE de ting der var i min og hun var ved at falde om. Hun fik dem så alle oversat til vietnamesisk og så må vi se hvor langt den kære kasser kommer.
Derefter skulle papkassen tapes sammen igen, der skulle skriver afsender og modtager på i rigtig rækkefølge og vi skulle udfylde endnu et papir. Så skulle kassen vejes og vi skulle betale.Jeg har sendt 20,8kg for 512.00 vn. dong som svare til 170 danske kroner. Så nu håber jeg bare at den komme frem og helst hel til Danmark.

Ferie i Nha Trang

2008-05-29T05:59:00.000-07:00

Torsdag morgen kørte vores taxa ven os i lufthavnen og vi tog flyet til Nha Trang. Vi havde ikke bestilt hotel, men havde en adresse med på et hotel, vi ville prøve. Desværre havde de ikke plads og vi gik på tur langs forskellige hoteller langs stranden. Til sidste mødte vi en motorbikemand som fulgte os til Hotel Nice og det var virkelig godt og billigt, så der besluttede vi os for at blive.
Resten af torsdagen til bragte vi i Vinpearl. Det er et stort vandland plus forlystelser, som ligger ovre på en ø. Vi tog en svævebane over til øen og fik ellers kørt i vandruchebaner, ligget på stranden, badet i bølgebassin osv.

Det var virkelig varmt den dag, så vi var nødt til at have klipklappere på fordi fliserne brændte vores tæer. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Men vi havde en fantastisk dag, selvom nogle af vandruchebanerne var lidt vilde og vi kom til skade.
Inden vi gik hjem var vi inde og se et akvarium. Det var stort og flot, og der kørte et rullebånd rund som man kunne stå på, og så havde man akvariet på begge sider og over en. Fredag var vi på en heldags bådtur og det var bare perfekt. Vi sejlede rundt i en båd til 4 forskellige øer og vores guide var helt fantastisk. Han talte ret godt engelsk, plus han havde humor. Først var vi ude og snorkle. Desværre var udstyret ikke helt i top, så man kunne ikke se helt klart. Men det var sjovt at prøve og det tog lige lidt tid at vænne sig til kun at trække vejret med munden. Mens vi lå og svømmede rundt kunne vi høre guiden i det fjerne snakke i mikrofon om nogle meget specielle havfruer man kunne se netop i dag.
Derefter var det tid til en overdådig frokost serveret ombord på skibet og bagefter optrådte skibets bemanding med musik og sang. Det var virkelig hyggeligt, men desværre svigtede strømmen et par gange. Så var det tid til ”floating bar” og det betød at guiden hoppede i vandet, satte sig i en badering og havde en balje men vin og glas i en badering. Så var det ellers bare at hoppe i vandet, snuppe en badering og så et glas vin. Vinen var virkelig dårlig, så vi købte nogle øl i stedet som vi lå og drak. Helt fantastisk og man kom rigtig i snak med de andre ombord. Desværre var der kun ”hvide mennesker” i vandet, de andre ikke skulle have sol og måtte sidde med alt tøjet på oppe i båden.

Tredje stop var på en strand, men det var ikke det bedste vi har prøvet. Der var rigtig mange sten og vandet var ikke så lækkert. Men vi fandt et sted i skyggen med nogle liggestole og så slappede vi ellers af med lidt frugt. Tilbage på båden fik vi mere frugt og guiden havde endnu et morsomt indslag. Han stod i front af båden med armene rakt ud og sang sangen fra Titanic. Sidste stop var Fishing Village, hvor vi så et stort akvarium. De havde også kæmpe udendørs bassiner med skildpadder der svømmede rundt.Fantastisk tur og så fik vi bøf bearnaise til aftensmad. Den første jeg har fået hernede.

Lørdag blev bare til en afslapningsdag på stranden. Vi lejede liggestole på stranden og lå bare og hyggede os hele dagen. Det var lige hvad vi havde brug for. Vandet var også helt fantastisk, så det kunne ikke være bedre. Men til tiden kunne det dog blive lidt for varmt.Søndag tog vi bestemt os for at få mudderbad. Hotellet havde sørget for bus og billet.
Til at starte med var det ret forvirrende, for stedet var ret stort og vi anede ikke hvad vi skulle. Men det endte med at vi fandt en der kunne engelsk som sagde vi skulle låse vores ting inde i et skab og gå op af trappen. Først skulle vi skylles under bruseren, og så var vi klar til mudder. Vi fik et lille bassin hvor vi alle 4 kunne være i og så sprøjtede mudderet ellers bare ud. Den var meget mere flydende end jeg havde regnet med, men det var en lidt speciel fornemmelse. Heldigvis vænnede man sig hurtigt til det og det var nu meget rart. Vi fik smurt os godt ind, men en dame fortalte at det også var godt for håret, så det fik da også lige en tur. Damen var fotograf og tog billeder af os, som ville blive sendt til hotellet. Jeg har prøvet at tage billede af billedet, for at få det på min blog, så i må bære over med at det er lidt sløret. Efter mudderbadet skulle vi sidde i solen og tørre hvorefter det skulle skylles af. Det var ret svært at få af og det blev ved med at sidde i bikinien. Mudderet i håret var blevet lidt ler agtigt. Efter det skulle man igennem varmvandsskyldning. Det var en gang, hvor der sprøjtede vand ud af væggene med virkelig varmt vand. Først kunne man næsten ikke gå derind, fordi det brændte så meget, men man vænnede sig til det og det var skønt. Nogle af dem sprøjtede ret hårdt, så man fik også lidt massage. Sidste stop var varmvandsbassin, og det var virkelig varmt. Det er første gang jeg har prøvet at svede så meget mens jeg er i vand. Det var ligesom en sauna, bare i vand og det tog lidt tid at komme ned under. Hele kroppen blev gennemvarmet, og jeg vil sige om vinteren ville det sikkert være perfekt, men da det nu var varm luft også, blev det ekstra varm.
Bagefter gik vi ned til poolen hvor vi kunne ligge. Jeg glædede mig til at komme i vandet og blive kølet ned. Desværre var det også varmt mineralvand, så det var en kæmpe skuffelse. Men vi tog på stranden bagefter, for at få os en ordentlig svømmetur. Og vi fik da også solet, læst og handlet lidt.

Dagen blev sluttet af med kortspil på værelset.

Sidste dag skulle vi til abeøen, men det var en pakkeløsning, så vi skulle lige rundt på nogle andre øer først.
Første stop var ved en masse rådyr. Vi kunne fodre og klappe dem, og det var så hyggeligt.Andet stop var på en ø med strudser og elefanter som man kunne ride på. Desværre var elefanterne oppe i bjergene, så det var kun en strudsetur man kunne få og det måtte jeg prøve. Jeg fik også overtalt Lotte, så vi fik os hver en tur. Jeg vil ikke sige det var særlig sjovt, men nu kan jeg da sige jeg har redet på en struds. Derefter var der mulighed for at ligge på stranden og slappe af inden frokosten blev serveret.
Så sejlede vi videre til abeøen, og der var godt gang i bølgerne. Det var lige før jeg fortrød at jeg ikke havde taget en søsygepille. Heldigvis var der ikke så lang.
Abeøen er en ø hvor aberne færdes frit og man kan gå blandt dem. Der stod mænd rundt omkring med slangebøsser til at skyde dem, hvis de opholdt sig der hvor de ikke måtte. Man kunne købe mad til dem bestående af majskorn og det skulle vi selvfølgelig. Jeg havde min taske på disken og fik en pose. Damen puttede den i min taske og sagde at jeg skulle gemme den. Inden jeg nåede at se mig om havde en abe hugget posen ud af min åbne taske. Heldigt den ikke tog pung eller kamera. Men vi købte en pose mere og aberne overfaldt mig næsten.Bagefter så vi et lille show med hunde, geder og aber, ikke videre fantastisk. Man får sgu lidt ondt af de dyr. Gederne stak af midt i showet, for der gad de ikke mere.

Børnehaven og Papkasser

2008-05-19T07:13:00.000-07:00

Ugen i børnehaven har været lidt blandet. Jeg kan mærke at jeg ikke har mere energi til hele tiden at spørge lærerne hvad der sker og hvad det er de siger. Jeg ser rigtig mange ubehagelige situationer i klassen, som jeg bare ikke orker at spørge ind til. Jeg er ligesom blevet fyldt op af hele tiden at spørge. Fx er mine lærer begyndt at fodre børnene rigtig meget. Jeg har haft en snak med mine lærere om at det ikke er sundt for børnene, og det blev til at de kun fodre de to, hvor forældrene bad lærerne om det. Men nu er der mange af børnene det går ud over. Det er så modbydeligt og grænseoverskridende.Lærerne i min klasse har også fået meget mindre tålmodighed, og jeg synes virkelig de er strenge ved børnene. Det er nærmest helt ubehageligt nogle gange, men det er nok bare en del af den vietnamesiske jeg ALDRIG vænner mig til.Jeg er også blevet lidt mere ”modig”, og hjælper rigtig tit en dreng ved navn Thanh Hai. Han kan virkelig ikke lide hverken den mælk de skal drikke eller den papaysaft de nogle gange får. Han sender opgivende blikke til mig, når han står der med koppen og alle andre leger. Der er jeg begyndt at hælde det ud. Det kan ikke være rigtig at en lille dreng skal drikke noget han ikke kan lide.

Det var også i denne uge, at Hoa var syg. Hun var ikke i børnehaven om tirsdagen, og det er hende jeg plejer at spørge, fordi hun er den der er bedst til engelsk. Men Quynh oversatte som aldrig før, og det var faktisk ret rart. Desværre holdt det kun den første del af dagen, derefter måtte jeg gætte mig frem, som jeg plejer.
Heldigvis kan børnene lide mig, selvom jeg ikke kan snakke med dem. De tager billeder med mit kamera, boker på mine lægmuskler og piller ved mine tæer.
Jeg har også fået en rigtig barne-undskyldning. En af drengene kom til at kaste lego i hovedet på mig, hvilket en af de andre drenge synes var meget tarveligt gjort og sagde det til læreren. Det endte med at læreren fik drengen til at sige undskyld til mig, ligesom man gør, når man hjælper to børn der har været uvenner. Lidt underligt situation, fordi jeg jo er voksen, men fordi jeg ikke kan snakke med dem, må have hjælp fra en lærer.

Jeg får lov til en hel del ting, efter alle de studerende er stoppet og ikke render rundt og laver alt arbejdet. Jeg er også alene med børnene efter frokost inden i gymnastik rummet, hvor vi leger med biler og lego. Så kan lærerne fodre de sidste børn og gøre klar til børnene skal sove.
Her hænger jeg børnenes vaskeklude op.

Weekenden stod på en hyggelig tur i byen, hvor Lottes fætter Anders fik sin sidste bytur i Vietnam, inden han vender hjem til Danmark igen. Tina og Rasmus kom også en tur forbi og det var skønt at kunne sidde i sofaen og sige hej til folk. Man føler sig lidt hjemme.

Lotte og jeg fik danset…
Og Lotte og Anders leger pingvinerne i filmen Madagaskar. ”Just smile and wave”.
Vi har også fået shoppet lidt ting, som vi skal have sendt hjem til Danmark. Derfor var vi også på jagt efter papkasser og vi fik alle en med hjem, som vi er gået i gang med at fylde.

Vild mandag

2008-05-13T06:35:00.000-07:00

Ja jeg er simpelthen nødt til at skrive om vores mandag, for den har været helt vild.
Vi var inviteret til ”KOTO graduation” på et fint hotel, hvor der kom omkring 500 mennesker. Det havde vi slet ikke regnet med, og vi var meget glade for at have taget en nederdel på, for det var virkelig fint. Vi havde ellers fået af vide vi kunne komme i, hvad vi havde lyst til.
Vi blev pænt modtaget og blev henvist til et bord, hvor vi skulle have et navneskilt. Det var bare så flot og gennemtænkt det hele.
Det startede med snack og velkomst drinks i en stor hall, hvor tjenerne styrtede rundt for at servicere alle. Det var virkelig flot og det var meget delikat. Har aldrig været med til noget så fint og fornemt før. Så kom vi ind i balsalen, hvor der var linet stole op rundt om en scene. Her så vi lysbillede show, små teaterstykker om de ulykke børn inden de kom til KOTO, nomineringer til en KOTO award, taler, dans, eksamensoverrækkelser osv. Det var virkelig rørende og det endte med at de alle græd, fordi de bare er så taknemmelige over at nogen har hjulpet dem med en fremtid. Det var fantastisk.
Et lille klip af det rørende diasshow, som gav mig gåsehud.

Dog var der ikke nogen middag som vi var blevet lovet, så vi måtte hjem og spise lidt brød.
Efter maden hører vi Mai råbe fra sit værelse. Hun havde fået uventet besøg af en kæmpe mega edderkop. Så klokken halv elleve satte vi en edderkoppejagt i gang. Den var så stor og hurtig at vi ikke anede hvad vi skulle gøre. Første løsning blev at prøve at fange den med en kurv, hvilket ikke lykkes. Jeg synes måske nok det var lidt for komisk, så var ikke helt seriøs. Andet forsøg blev at slå den med en kost, men den var ikke helt lang nok, og ingen af os ville for tæt på. Enden på det blev, at vi tog et billede af den, Lotte og Mai blev på værelset og holdt vagt, mens Tina og jeg skulle hente hjælp. Vi startede med at vise Famse billedet men hun sagde bare visse vasse, klar det selv og rystede på hovedet. Desværre var gaden ret øde så det var ikke nemt. Men pludselig råbte tina fra den anden ende af gade ”her er en mand”. Jeg skyndte mig ind til en mand, der sad på en seng i bad mave og med en smøg i munden. Vi prøvede at forklare at vi gerne ville have ham til at slå den ihjel men han blev bare ved med at nikke. Heldigvis kom konen som kunne engelsk og fik sendt ham af sted med en trækæp. Hun spurgte om det var en stor eller lille edderkop og jeg viste hende billedet. Hun sagde det KUN var en lille.. Føj..Det var ikke helt let at fange den modbydelig gæst, men det endte med at ”vores helt” slog den ihjel med hånden, maste den med kæppen, fejede den op på fejebakken og smed den ud. Vi var lykkelige for at vores mission lykkedes, selvom det var med hjælp af en "helt" i bar mave og smøg i munden.Klip fra vores fantastiske edderkoppejagt.

F1. Om kulturen i børnehaven

2008-05-11T04:29:00.000-07:00

Det meste omkring kulturen i børnehaven har jeg skrevet igennem tiden på min blog, så det her bliver nok mere en opsamling af det.
Hoa Thuy Tien børnehave er af høj kvalitet og det er derfor forholdsvis dyrt at have sit barn i børnehaven. Derfor kommer de fleste børn fra velstillede familier, der har råd til god kvalitet.

Børnehaven er underlagt krav fra både undervisningsministeriet og ledelsen fra collage. Kravene er meget striks og helt ubøjelige. Lærerne har ikke ret meget indflydelse og hjemme ville man kalde det psykisk dårligt arbejdsmiljø. Derudover bliver lærerne vurderet hver eneste måned og får karakter af ledelsen.
Lærerne har en uge plan de skal gå ud fra, hvor de så planlægger undervisningen ud fra 7 forskellige kategorier indenfor læring. Det er sprog, matematik, bevægelse, musik, kreativitet, personlig & socialudvikling og kulturbevidsthed.
Ugeplanen skal godkendes af headmaster før den må bruges. Lærerne er i mine øjne underlagt nogle udefra pålagte krav, der gør, at det er svært at have medindflydelse på eget arbejde. Kravene er både fra undervisningsministeriet, ledelsen og forældrene.
I Danmark ville man simpelthen ikke finde sig i det. Der er så urimelig og derudover har de ansvaret for de krav, som de ikke selv har besluttet.
F.eks. bliver de trukket i løn, hvis et barn kommer til skade, hvilket på ingen måde kan være deres fejl. De skal fodre børnene, hvis forældrene beder om det, selvom de ved at det ikke er godt for børnene.
De må ikke selv tage stilling til noget, men skal bare gøre hvad de bliver bedt om. Det virker som om de ikke får lov at bruge deres uddannelse, hvor man burde formode at de har lært en masse omkring børn og læring. Hjemme i Danmark bruger pædagoger deres uddannelse til at hjælpe børn til den bedste udvikling, og vi ved at det ikke er den samme metode man kan bruge på alle børn. Man ved også, at nogle gange må man stå imod forældrenes krav eller hjælpe forældrene, til at give deres barn den bedste opvækst.
Hvert år, når der kommer nye børn, skal lærerne fordeles i klasserne, hvilket er headmaster der bestemmer. Lærerne har ingen ting at skulle have sagt og beslutningen bliver trukket så længe at det er umenneskeligt. Lærerne kan bare gå og håbe på det bedste resultat, og i år har de fået det af vide en måned inden fordelingen skal finde sted. Det kan bare ikke være okay.
Derudover arbejder lærerne hver eneste dag og hele tiden. De knokler virkelig og mange af dem tager en efteruddannelse ved siden af arbejdet. Når der er ekstra arbejde går det fra lærernes fritid, og det er op til dem selv hvordan de vil nå tingene.

Forældre samarbejdet i børnehaven, vil jeg kalde ringe. Det eneste tidspunkt man rigtig ser forældre og lærere snakke sammen, er når lærerne skal samle penge ind. Ellers tropper forældrene eller bedsteforældrene op uden foran klassen og venter på at lærerne får sendt barnet ud til dem. Det er ikke ligesom i Danmark at forældrene kommer ind og ser hvad barnet laver eller får en beskrivelse af barnets dag.
Der er også rigtig mange børns forældre jeg endnu ikke har set efter 4 måneder i børnehaven, og det er simpelthen fordi det er bedsteforældre der henter. Tænk ikke at have mødt forældrene til det barn man passer hver eneste dag.
Den anden kontakt mulighed sker igennem deres lille kontaktbog, hvor lærere og forældre kan skrive sammen. Men det eneste jeg rigtig har set er blevet skrevet i den bog er, at nu er det tid til betaling for f.eks. valgfag.

Forældrene har høje krav til lærerne. Det forældrene lægger vægt på er de målbare ting som spisning og læring. De går meget op i hvad børnene lære og deres kommentar til lærerne og barnet er ikke som hjemme i Danmark, ”har du haft en god dag”, men i stedet ”hvad har du lært i dag”. Den sociale del af barnets udvikling er der ikke rigtig fokus på, og jeg har aldrig hørt om at børnene har været hjemme og lege hos hinanden. I stedet går de i eftermiddag eller weekend skole for at lære.

En af de ting jeg har synes har været rigtig ubehagelig i børnehaven, er spiste situationen. Her ser man tit at børnene bliver fodret af lærerne. Jeg har tit spurgt ind til det og de siger at det er fordi børnene ikke kan bruge en ske, fordi de er langsomme eller fordi forældrene har bedt dem om at fodre deres barn. Jeg synes det er så grænseoverskridende på barnets vejene at jeg må kigge væk og ryste på hovedet. Jeg har prøvet at forklare mine lærere at et barn nok skal spise hvis det er sulten. Det er en del af menneskers natur. Børnene skal spise to portioner, en med ris og kød og en med ris og grøntsagesuppe. Mange af børnene sidder og er ved at kløjs i det, men ved at de skal spise det og klør bare på. De spiser så ekstremt hurtigt, og det sker også tiere og tiere at mine børn kaster det op. Lærerne tænker simpelthen ikke på børnenes behov i spisesituationen, men på forældrenes. For i mit hoved er det bedre at børnene spiser lidt og det så bliver nede i maven end at de spiser en hel masse men at det kommer op igen.
Det med spisningen er en kæmpe kulturforskel som jeg IKKE kan vænne mig til. Jeg synes det er modbydeligt. Dog tror jeg at jeg kan se, hvorfor de mener det er godt. Der er af den simple grund at de stadig tror at jo mere man spiser, jo stærkere bliver man og de vil gerne have stærke børn. Derudover er det ikke mere end 30år siden at der var krig, hvor mange mennesker sultede.

Hygiejnen i børnehaven er dårlig på nogle punkter, mens den på andre er lidt overdrevet.
Børnene vasker hænder to gange om dagen, og det er før måltidet. Der står tit en lærer og tjekker om de bruger sæbe, men problemet er bare at det er en normal håndsæbe som alle børn skal bruge. Den er så ulækker og må have så mange baktierie i, at det ville være bedre at springe den over. Derefter tørre de jo fingre i det sammen håndklæde alle sammen, som tidligere på dagen har været brug til at tørre sved af børnene.
Alle børnene har hver deres vaskeklud, som bliver vredet op 3 gange om dagen. Børnene bruger den til at vaske ansigt med efter de har spist og drukket, hvilket fungere ret godt.
Så er der stativet med kopper. Egentlig er der en kop til hvert barn, men de bruger bare den de får fat i. Og kopperne bliver kun vasket, hvis der har været andet end vand i.
Hver dag vasker lærerne gulv omkring 4-5 gange. Først bliver gulvet fejet, så bliver det mobbet med en våd mobbe og bagefter med en tør.

Den pædagogiske kultur i børnehaven er meget anderledes end hvad man er vant til hjemme. Det er lidt ligesom en gammeldags skole hvor der er en masse disciplin og undervisning og ikke så meget fri leg og social samvær.
Pædagogikken har jeg skrevet en hel opgave om, men for at ridse de mest markante kulturforskelle op, så er det er lærerne tvinger børnene til fysisk kontakt. Dette gøres enten ved at holde fast i børnene eller få dem til at kysse og kramme dem.
Så er der lærernes mobning af børnene, som virkelig er ydmygende. Jeg ser det hver eneste dag i børnehaven og nogle gange er det bare fordi de skal bruge deres magt, andre gange er det fordi barnet er langsomt eller har gjort noget forkert. Det er ikke til at blive klog på og jeg kan jo desværre ikke forstå hvad der bliver sagt. Men jeg kan mærke på stemningen at det ikke er rart, og jeg kan se på børnene at de bliver rigtig kede af det og af og til må tørre en lille tåre væk.
Et eller andet sted vil jeg sige at det overhovedet ikke er pædagogisk det de gør, men mere er hård opdragelse med disciplin og konkurrence i fokus.
Jeg har haft rigtig svært ved at vænne mig til det, og mange af tingene kommer jeg aldrig til at synes er okay. Det er simpelthen for nedværdigende, ydmygende og grænseoverskridende.

En ting vietnamesere er rigtig glad for er højtider og fester. De fejre alt hvad der fejres kan, og det hele bliver vildt overdrevet.
I børnehaven har vi været med til Womensday og afskedsfest for de singaporeanske studerende.
Womensday er en meget vigtig dag i børnehaven, fordi alle lærerne er kvinder og det er der andre kan vise de sætter pris på dem. Hele ugens emne var womensday og drengene lavede gaver til pigerne, børnene lavede kort til deres mødre og ugen blev sluttet af med en fest i klassen, hvor børnenes mødre og bedstemødre var inviteret. Her optrådte børnene med dans, sang og kung fu og de gav deres mødre blomster og kort.
Alle lærerne fik gaver af børnene og deres forældre og jeg fik også en masse. Der var lige fra blomster og kort til armbånd, punge, tørklæder osv. Det var det rene gaveorgie. Vildt overdrevet.
Derudover var der middag for alle lærere i en af spisepauserne, hvor der blev hold taler af mændene om kvinder og alle kvinder fik små gaver.
Singaporeanernes afskedsfest blev fejret i børnehavens store lokale, hvor vi startede med at få taget en masse billeder hvor vi rigtig blev opstillet. Derefter var der mad, taler, karaoke, dans osv. Alle hyggede sig og mændene drak vodka shots i massevis.

Weekendens strabasser

2008-05-11T00:46:00.000-07:00

Ja, så skete det jeg havde svoret hjemme fra ikke ville ske. Jeg gik til frisør i Vietnam. Alle andre end Tina og jeg havde været af sted og vores hår trængte virkelig. Så vi spiste en god gang brunch lørdag og tog derefter til frisør. Vi havde valgt et pænt sted, for at være sikre på at det ville blive flot. Og det lykkedes. Det var en mand der klippede og han havde helt styr på det. Han var virkelig god og kunne snakke forholdsvis godt engelsk. Han forklarede hvad han kunne gøre og så kunne vi sige hvad vi gerne ville have.
Vi havde hver en dame der vaskede vores hår med tre forskellige ting og gav os lidt hovedbundsmassage. Det var virkelig rart og stolen var en stor blød liggestol med skammel og det hele. Det var også damerne der redte og føntørrede vores hår. Dog måtte jeg forklare hvordan man føntørrede mit hår, for det var hun absolut ikke vant til. De er ikke vant til krøller. Men det gik og jeg er bare så tilfreds. Han var virkelig dygtig. Om aftenen tog vi hjem til Rasmus og Tina, hvor de havde en lille middag –troede vi. Der viste sig at være omkring 20 mennesker der sad på gulvet på sivmåtter og spiste da vi kom. Det så meget hyggeligt ud, men Mai og jeg havde lige spist. Bagefter tog vi i byen og det udviklede sig til en kanon tur i byen med dans, sang, små lege osv. Det var virkelig skønt, og vi kom først hjem kl. 4. Utroligt nok når det er i Vietnam og alt lukker til midnat. Men det gør det så ikke alligevel, hvis bare man kender de rigtige steder.I dag har vi været godt trætte og bare slappet af mens rengøringsdamen har faret rundt. Dog reddede Tina dagen ved at bestille pizza hjem til Mai og jeg, der hverken kunne eller gad gå nogle steder.Skønt. Det var lige hvad vi havde brug for.

Ugerne går så hurtigt

2008-05-09T18:27:00.001-07:00

Mandag aften var på vi Koto. Denne gang var vi inviteret hjem til middag, hos nogle af de unge. De boede i "lejligheder" ejet af Koto, så de bor der gratis.

Middagen foregik ude i mellem de to rækker "lejligheder" på sivmåtter. Ejeren af Koto var der også, og man kunne virkelig se at de unge nød en fader rolle. Lidt familie agtigt og jeg var helt glad bagefter, fordi jeg kunne se at de unge virkelig hyggede sig og havde det godt.

"Lejlighederne" var meget små, men de havde det nødvendige. De sov på paller med sivmåtter oven på. Især pigerne havde prøvet at gøre deres rum hyggeligt. De boede 4-5 unge i hver "lejlighed".

Nogle af "lejlighederne" havde en lille hems, hvor man også kunne sove. Det var faktisk lidt hyggeligt, selvom det var småt.

Planen er dog fra Kotos side at få de unge flyttet ind i store huse, med plads til 10-12 unge og så vil der bo en forældre-rollemodel sammen med dem. Det lyder som en genialt projekt og det er ved at være færdigt. 2-3 uger, så kan de unge flytte ind.

I børnehaven kom doktoren forbi min klasse, og børnene blev målt og vejet. Doktoren holder øje med børnenes fysiske udvikling og noterer det i hendes bog.

Thang Hai lånte lige mit kamera, og fik et billede af min nye lærer. Jeg har endnu ikke rigtig fundet ud af hvad hun hedder, men noget med Doit.

Så havde Thang Hai fødselsdag og der var gjort det helt store ud af det. Han havde en stor flot kage med lys i og en masse slik og frugt med. Der var også en fotograf der hundsede rundt med alle børnene, for at få så gode billeder. Jeg stod pænt i baggrunden og tog billeder også.

Mine børn i klassen stopper i børnehaven her den 30 maj, for så skal de i skole. Det går ikke stille af sig, for de skal da have et minde om at de har bestået børnehaven. Derfor bliver de iklædt en dragt, får et papir i hånden og en hat på, og så skal der tages billeder. En god start på weekenden fik Mai og jeg med en tur på Sushi Bar og i biffen. Denne gang havde vi tjekket filmene inden vi tog afsted og tog ind og så "27 kjoler".
Vi fik pladser oppe bagerst og nåede at købe en kæmpe menu med cola, slik og popcorn.

Vand park

2008-05-04T02:00:00.000-07:00

Lørdag var jeg blevet inviteret i Vand park af Hoa, fordi hun havde fribilletter. Vi fulgtes med Mai og Ha og havde en fantastisk dag.
Vi havde aftalt at mødes 7.30 for at have lang tid og fordi de jo ikke så gerne vil være ude i solen. Tiden blev dog senere rykket til kl. 8, fordi der åbnede parken.
Dagen startede tvivlsomt ud med regn og vi fik en kæmpe byge lige inden vi gik ind. Men som vi snakkede om skulle vi jo alligevel være våde, så det var bare at komme af sted. Det var en forholdsvis stor park lige ud til West Lake. Mai og jeg skulle prøve det meste, mens Hoa og Ha var mere tilbageholdende. De synes nogle af tingene var lidt farlige og andre ting ville de ikke prøve fordi de ikke var så gode til at svømme.
F.eks. var der en svævebane ud over vandet, hvor man så skulle hoppe af. Manden ved den spurgte om vi kunne svømme, hvilket Mai og jeg tog som en selvfølge.Men måske det ikke er så normalt hernede. Hverken Ha på 21 eller Hoa på 27 kan svømme ordentlige.
Der var en masse ruchebaner, hvor Mai og jeg prøvede de fleste. Men de var godt nok vilde. Nogle skulle man bruge baderinge til, andre madrasser og de sidste ingen ting. Det var super fedt og vi brugte hele formiddagen der. Solen kom også frem, så det var bare herligt. Det er absolut ikke sidste gang jeg har været der. Og så er det billigt. 70.000 dong i weekenden og 50.000 dong i hverdagene. Det svare til 20 eller 13 danske kroner. Da vi så fortalte at sådan nogle ting i Danmark kostede over 100 kr. kunne de godt se at der her var billigt for os.

Besøg på en folkeskole

2008-05-04T01:43:00.000-07:00

Fredag havde Mai og jeg fået lov til at følges med min klasse hen og se en folkeskole. Børnene undrede sig meget over Mai og en af drengene pegede på Mai og spurgte mig ”what is this”.
Skolen vi skulle besøge ligger tæt på børnehaven så vi gik derhen. Lettere kaotisk med 4 klasser ude på en lille vej, hvor fortovet blev brugt til parkering og spisesteder. Men lærerne tog det pænt, de er vist vant til det, når jeg tænker hvor overbeskyttende med alle andre ting. Det var en stor skole, med bygninger i en firkant og en skolegård i midten. Ha fortalte at det var hendes gamle skole og den ene af længerne var forholdsvis ny. Der var omkring 40 klasser på skolen, fordelt i ca. 5 klasser på 8 årgange.
Vi fik lov til at komme ind i en 1.klasse (de har ikke børnehaveklasse) og vores børn fik lov at sætte sig på bænkene sammen med eleverne. Der var omkring 50 børn i klassen så der var godt pakket. Nu kan jeg se at børnene i børnehaven ikke sidder specielt tæt.

På væggen hang opgaver fra de bedste elever i klassen. Der var skriveopgaver, hvor det galt om at skrive et digt på pænt som muligt. Det var virkelig flot og dem der hang fremme havde fået 9 og 10 taller. Jeg kan godt blive lidt bekymret for de børn jeg sender i skole om en måned fra min klasse, for de skriver som børn hjemme i Danmark. Og så skal de på 1år lære at skrive så flot, lige og så skråskrift. Det er for sindssygt.

NY BLOG

2008-05-04T01:42:00.000-07:00

Ja, så har jeg sgu fyldt en hel blog.. Hvordan det kunne ske aner jeg ikke?